Danske F-16-fly smider 23 bomber mod jihadister
I den forgangne uge har F-16-fly kastet 23 bomber, og kampen mod IS har spredt sig til ny irakisk provins.
I de seneste syv dage har danske F-16-fly været på vingerne 14 gange og har brugt 23 bomber i kampen mod Islamisk Stat i Irak. Det skriver Forsvaret i deres ugentlige pressemeddelelse om, hvordan kampen mod IS står til.
Det har dermed været den uge i sommerens løb, hvor F-16-flyene har smidt flest bomber. De seneste måneder har flyene nemlig kun deltaget i 12-13 missioner om ugen og i den forbindelse kastet mellem 14-16 bomber ugentligt.
Det danske militær har også deltaget i missioner i Kirkuk-provinsen. Det betyder, at flyene har været aktive i flere områder i denne uge, end de har været i de forgangne uger.
Missionerne med de danske F-16-fly er en del af den amerikansk ledede "Operation Inherent Resolve" mod i Islamisk Stat. Indtil videre har F-16-flyene deltaget i 490 missioner og anvendt 448 bomber siden oktober 2014.
Forsvarets melding kommer på dagen, hvor forsvarsminister Carl Holst (V) besøger det danske F-16-bidrag, der flyver fra Al Jaber-flybasen i Kuwait.
Her fastslår han, at selvom kampflyene nu trækkes hjem for at få en pause, så skal de tilbage "hurtigst muligt":
- Omkring medio 2016 tror jeg, det er realistisk, at man fra koalitionen vil efterspørge danske kampfly. Og at man herhjemme vil vurdere, at det militærfagligt er forsvarligt at sende dem af sted igen, siger Carl Holst.
Han forventer dog først, at de øvrige lande i den internationale operation vil bede Danmark om igen at vende tilbage til Kuwait med kampfly i midten af 2016.
Forsvarschef Peter Bartram anbefaler til gengæld, at de danske F-16-piloter og mandskabet omkring dem som minimum bør få en pause på et år fra krigen mod Islamisk Stat i Irak. Både fly og mandskab er nedslidte.
Når de danske fly trækkes hjem, er det en mulighed, at Danmark i stedet for bidrager ved at sende et radarudstyr ud sammen med træningsbidraget fra hæren.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned