Danske Irak-soldater er udsat for meget høj terrorrisiko
Trods et års dansk krig mod IS ser Irak ikke ud til at være blevet et fredeligere sted for danske soldater.
Truslen mod de danske soldater, der opholder sig i Irak som led i krigen mod Islamisk Stat, er ikke mindsket i løbet af det år, hvor den internationale koalition har opereret i området. Snarere tværtimod.
Det viser en sammenligning af de trusselsvurderinger, som Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) har lavet, dels forud for udsendelsen af danske soldater til Al Asad-basen i Irak sidste år, dels før den kommende udsendelse af et radarbidrag til samme sted.
Ganske som det var tilfældet i 2014, vurderer FE i år, at truslen fra såkaldte insiderangreb blandt de irakiske sikkerhedsstyrker er "middel".
Det samme gælder risikoen for direkte eller indirekte beskydning og risikoen for spionage mod de danske styrker. Den omtales i år - nøjagtig som i fjor - som "høj".
Hvad angår det punkt i trusselsvurderingen, der omhandler terrorhandlinger som bortførelser og udlægning af improviserede sprængladninger, så vurderede FE i 2014, at risikoen dengang var "høj".
Forud for udsendelsen af det kommende radarbidrag med dets op mod 30 tilhørende personer til Al-Asad-basen omtales risikoen nu som "meget høj".
Endelig nævnes der i 2015-vurderingen noget, der ikke er med i sidste års vurdering. Det gælder eksempelvis risikoen for angreb med "improviserede radiologiske våben" - altså hjemmelavede bomber. Risikoen for at blive udsat for det beskrives som "lav".
Endelig er der i 2015-vurderingen kommet et punkt med om truslen fra efterladte miner og krigsammunition fra tidligere krige i området. Her vurderes truslen som "middel".
At Al-Asad-basen er udsat, er ikke nyt. Basen ligger i den uroplagede og IS-dominerede Anbar-provins.
Folketinget ventes endeligt at vedtage udsendelsen af det danske radarbidrag tirsdag.
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie