De Radikale afviser ny rød boligplan

De Radikale vil ikke forære 15.000 kroner til folk, som køber andelsbolig til én million kroner indtil 1. januar 2013, sådan som Socialdemokraterne og SF foreslår.

Det siger De Radikales finansordfører, Morten Østergaard. Forslaget indgår i S-SF's røde boligplan nummer 2, der gavner både andels- og lejeboliger.

- Kapløbet på boligområdet er uhensigtsmæssigt. Vi foretrækker en krisepakke, som også peger frem. Derfor har vi peget på energirenovering både i private boliger, andelsboliger og i de almene boligselskaber, siger Morten Østergaard og tilføjer:

- Det er der mere perspektiv og større træfsikkerhed i end disse løbende boligudspil fra begge sider, understreger han.

Lørdag var der intenst kapløb mellem S-SF og regeringen om at nå medierne først med et boligudspil til ejerne. De slipper for tinglysningsafgift samt boligskatter og grundskyld for at sætte gang i boligsalget. Kapløbet kan gå amok i valgkampen, mener han.

- Det har en meget tvivlsom effekt og er en utroligt dyr fornøjelse. Jeg tror, at danskerne har svært ved at forstå, hvor politikerne pludselig finder pengene henne. Man skal have mere is i maven. Det kan blive en lang og dyr valgkamp, siger Morten Østergaard.

En rød regering vil lade en familie betale 800 kroner mindre i husleje om måneden i en ny almennyttig bolig. Det sker ved at optage statslån til lavere rente end realkreditlån. Lejere i socialt belastede kvarterer får 1 af 10 milliarder kroner i offentlige investeringer.

Tidligere økonomisk overvismand Christen Sørensen, der er professor ved Syddansk Universitet, kalder politikernes gaveregn til boligmarkedet alt for kortsigtet.

- Både regeringen og oppositionen er gået amok. Alle boligforslagene er perspektivløse. Der er hverken hoved eller hale i det, siger han til Berlingske.

/ritzau/

De Radikale er imod S-SF's plan for andels- og lejeboliger, siger finansordfører Morten Østergaard.

Offentliggjort Sidst opdateret