De Radikale giver Mette F. et ultimatum: Udskriv et hurtigt valg

Sofie Carsten Nielsen (R) vil efter Minksagen have statsminister Mette Frederiksen (S) til at udskrive valg. De Radikale har i været støtteparti til regeringen, men går efter et valg efter en regering med både blå og røde partier. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Efter Minksagen vil De Radikale vil have Mette Frederiksen til at udskrive valg i sensommeren. Hvis ikke hun gør det, vil partiet vælte regeringen, lyder det.

Offentliggjort Sidst opdateret

Efter et møde i De Radikales hovedbestyrelse lørdag formiddag er der ingen udsigt til, at Minksagen fører til en rigsretssag mod statsminister Mette Frederiksen (S).

Støttepartiet har dog givet Mette Frederiksen et ultimatum.

For mens De Radikale har valgt at slutte sig til de to andre støttepartier, Enhedslisten og SF, som heller ikke bakker op om en advokatvurdering af Minkkommissionens beretning, kræver partiet et hurtigt valg.

Det skal udskrives inden den 4. oktober, hvor Folketinget træder sammen igen efter sommerferien. Hvis det ikke sker, vil partiet stille et mistillidsvotum til regeringen.

- Det her er et politisk ansvar, vi skal tage på os. Det er tid til en ny start, skrev De Radikales leder, Sofie Carsten Nielsen, på Facebook efter mødet i hovedbestyrelsen.

- Der skal bygges bro igen, og jeg tror på, at et folketingsvalg er en forudsætning for det.

Partiet vil altså ifølge Sofie Carsten Nielsen ikke håndtere sagen juridisk, men derimod politisk.

Minkkommissionens beretning om forløbet omkring den ulovlige ordre om at aflive alle mink blev offentliggjort torsdag. Beretningen fylder ni tykke bind på i alt næsten 1700 sider.

I beretningen kommer kommissionen med sønderlemmende kritik af både regeringen og embedsværket.

Blandt andet mener kommissionen, at der var tale om grov vildledning, da statsminister Mette Frederiksen på et pressemøde 4. november 2020 meddelte, at alle mink i Danmark skulle aflives.

Derudover har også Statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen, sammen med ni andre topembedsfolk fået gedigen kritik af Minkkommissionen.

Den mener, at der er grundlag for at rejse tjenesteretlige sager.

Hele blå blok har krævet, at advokater skulle vurdere kommissionens beretning med henblik på, om der er grundlag for at rejse en rigsretssag. De Radikale sad med de afgørende mandater.

Partier i den blå blok er stærkt utilfredse med og skuffede over De Radikale.

Politiske iagttagere har gennem længere tid haft en forventning om, at statsministeren ville udskrive valg i sensommeren.

Derfor kalder De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, den radikale melding for "et stunt".

- Det her med valg er jo et rent stunt. Det har statsministeren jo allerede planlagt, siger den konservative formand.

Blå blok vil igangsætte en advokatvurdering, hvis flertallet skifter efter et valg.

Socialdemokratiets politiske ordfører, Rasmus Stoklund, skriver på Twitter, at Socialdemokratiet er tilfreds med, at et politisk flertal er nået frem til, at der ikke er grundlag for en rigsret.

Han forholder sig til gengæld ikke til De Radikales valgtrussel. Mette Frederiksen forholder sig indtil videre tavs.

Politisk kommentator Noa Redington ser ingen anden udvej, end at der bliver udskrevet valg inden Folketingets åbning.

- Vi er nu i den situation, at vi ved, der skal være folketingsvalg. Det bliver et valg, der kommer til at handle om magtfuldkommenhed. Det bliver et valg, der kommer til at handle om, hvordan man skal regere Danmark, siger han.

/ritzau/

Minkkommissionens konklusioner

* En kommission har gransket forløbet, der førte op til, at statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde 4. november 2020 bekendtgjorde, at alle mink skulle aflives på grund af frygt for coronamutationer. Det, selvom der ikke var lovhjemmel på plads.

* Ministre og embedsmænd fra ministerier, styrelse og Rigspolitiet har ifølge Minkkommissionen begået tjenesteforseelser og kan ifølge Minkkommissionen drages til ansvar.

* Statsminister Mette Frederiksen (S) vildledte groft på pressemødet 4. november 2020. Det tilføjes, at hun subjektivt ikke havde viden herom eller hensigt hertil.

* Mogens Jensen (S), tidligere fødevareminister, talte ikke sandt, da han afviste kendskab til manglende lovhjemmel.

* Der vil kunne rejses sager mod i alt ti topembedsmænd for tjenesteforseelser.

Herunder departementschef i Statsministeriet Barbara Bertelsen, departementschef i Justitsministeriet Johan Legarth, departementschef i det daværende Miljø- og Fødevareministerium Henrik Studsgaard.

Det samme gælder rigspolitichef Thorkild Fogde.

Kilder: Minkkommissionen.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu