Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) møder både skuffelse og forståelse, nu da han har besluttet ikke at deltage i den igangværende klimakonference i Cancún i Mexico.
Danmark repræsenteres på COP16-mødet i Mexico i stedet af klimaminister Lykke Friis (V).
Den radikale leder, Margrethe Vestager, hører til de skuffede. Hun peger på, at Lars Løkke for nylig har sagt, at EU bør skærpe sine CO2-reduktioner fra 20 til 30 procent i 2020.
- Hvis det skal være troværdigt, så er det vigtigt, at han følger det til dørs. Jeg tror, det ville gøre en forskel, siger Vestager.
Socialdemokraternes klimaordfører, Mette Gjerskov, finder det "rigtig ærgerligt", at Lars Løkke Rasmussen bliver hjemme, selv om hun nødigt ser ham indgå direkte i forhandlingerne.
Danmark er som vært for sidste års topmøde i Bella Center med i en klimatrojka, der foruden Mexico også består af Sydafrika, som er vært for COP17 i Durban i 2011.
De to landes præsidenter, Felipe Calderón og Jacob Zuma, deltager begge i mødet i Cancún. COP16 er egentlig for miljø- og klimaministre, men op imod 20 stats- og regeringschefer har meldt deres ankomst.
Martin Lidegaard, formand for den grønne tænketank Concito, mener ikke, det vil gøre stor forskel, om Lars Løkke rejser til Mexico.
- Men jeg håber, at statsministeren i stedet vil bruge tiden herhjemme på at lægge sidste hånd på regeringens klimaplan. Den savner vi virkelig meget, og der kunne han gøre en kæmpeforskel. Vi var blevet lovet planen inden jul, men nu er den udskudt, siger Lidegaard
De to borgerlige ordførere, Eyvind Vesselbo (V) og Tage Leegaard (K), finder det helt reelt, at Løkke bliver væk. Hans rolle er formelt udspillet, og Lykke Friis kan sagtens magte opgaven, påpeger de.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned