Et af S-SF's store slagnumre, millionærskatten, er ifølge Morgenavisen Jyllands-Posten blevet pillet af forhandlingsbordet under regeringsforhandlingerne efter pres fra De Radikale.
Helle Thorning-Schmidt (S) og Villy Søvndal (SF) har i deres økonomiske plan "fair løsning" kalkuleret med en indtægt på 1,2 milliarder kroner om året fra millionærskatten, som ville have ramt op mod 20.000 danskere.
I stedet bliver hele skattepolitikken udskudt til senere forhandlinger om en skattereform, der skal sænke skatten på arbejde og forbedre konkurrenceevnen, erfarer Jyllands-Posten.
Den kommende røde regerings støtteparti, Enhedslisten, er yderst kritisk over udsigten til, at millionærskatten bliver skrottet:
- Vi accepterer ikke, at millionærskatten ikke bliver til noget. Så må man finde pengene - og lade de rigeste betale - på anden vis. Man kan eksempelvis beskatte store boliggevinster, siger gruppeformand Per Clausen til Jyllands-Posten.
Også i baglandet hos S og SF er der skuffelse:
- Det ser ud til, at De Radikale med deres valg står stærkt i regeringsforhandlingerne og får mere indflydelse, end mandaterne tilsiger, siger Brøndbys borgmester, Ib Terp (S) til Jyllands-Posten.
Til gengæld opfordrer den tidligere socialdemokratiske skatteminister Carsten Koch i Dagbladet Børsen til, at alle tanker om en millionærskat bliver skrottet:
- Man skal passe meget på ikke at save i den gren, vi sidder på. For vi har brug for at gøre det mere attraktivt at arbejde, siger han til Børsen.
- Øger man marginalskatten, giver det problemer med arbejdsudbuddet og dermed beskæftigelsen på længere sigt, lyder det fra Carsten Koch.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned