DF-formand: Identitetspolitik bliver lige så vigtigt som udlændinge
- Krænkelseshysteriet er ved at blive en bred tendens. Man må ikke kalde ting for Kæmpe Eskimo eller kagemand, almindelige homoseksuelle skal promovere 71 forskellige køn for at kunne være med i deres forening, siger Messerschmidt til Avisen Danmark. (Arkivfoto.). Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Messerschmidt observerer et "krænkelseshysteri" og vil gå til kamp mod det, mens DF selv kæmper med uro.
Spørgsmål om identitetspolitik, såkaldte woke-tendenser og "krænkelseshysteri" vil få en lige så vigtig rolle i dansk politik, som udlændinge tidligere havde.
Det spår formand for Dansk Folkeparti Morten Messerschmidt i et interview med Avisen Danmark.
Interviewet kommer ovenpå stor uro i partiet den seneste tid.
Med en ny såkaldt anti-wokekampagne ønsker formanden at give partiet en bredere appel.
- Det spørgsmål bliver lige så centralt i politik, som udlændingedagsordenen var i firserne, halvfemserne og nullerne. Det berører så mange fundamentale spørgsmål, siger Messerschmidt og fortsætter:
- Sproget - hvad må vi sige, der ikke er krænkende? Historieforståelse - må vi tale om kolonitiden uden at skamme os? Kultur - er det kunst at ødelægge kunst?, fortsætter formanden.
Messerschmidt fremhæver blandt andet debatten om kagepersoner i Lagkagehuset og isen "Kæmpe Eskimo".
Han henviser også til debatten om Dansk Regnbueråd, der er blevet dannet som modvægt til LGBT+ Danmark, som af det nye råd beskyldes for tiltagende ekstremisme.
Messerschmidt ønsker blandt andet, at Dansk Sprognævn ikke accepterer "de her nye pronominer (stedord som "hen", red.), der kommer ind af krænkelseshensyn".
Han ønsker også, at de såkaldte Chicago-principper, der er et sæt principper om ytringsfrihed på universiteter, skrives ind i universitetsloven.
Derudover siger han, at undervisningsmateriale i folkeskolen kun skal behandle kønsspørgsmål "med den interesse, som kan retfærdiggøres".
Ifølge mediet er der i alt trykt 100.000 foldere med titlen "Det er okay at være almindelig".
De vil blive rykket ind i især ugeaviser og vil også kunne ses i gadebilledet i forskellige byer, når Dansk Folkepartis kampagne rulles ud i forbindelse formandens tale ved Folkemødet på Bornholm torsdag.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned