DF kalder Løkkes stramningsafvisning for utidig
Statsministeren ved ikke, hvad han taler om, når han afviser flere stramninger på asylområdet, mener DF.
Martin Henriksen, DF's udlændinge- og integrationsordfører, mener, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) er for hurtig ude, når han siger, at der ikke kommer flere asylstramninger efter dem, der vedtages tirsdag i Folketinget.
- Det har vi hørt før. Mange af de stramninger, som vi vedtager tirsdag, var slet ikke kommet, hvis ikke det var, fordi DF havde presset på.
- Det var slet ikke regeringens hensigt, at vi skulle have så mange stramninger, som vi får. Regeringen havde spillet ud med fem punkter, og nu har vi mange flere, siger Martin Henriksen til Ritzau.
Når de nye stramninger vedtages, kan myndighederne fremover blandt andet beslaglægge flygtninges genstande - den såkaldte smykkelov - og retten til familiesammenføring for flygtninge med midlertidig beskyttelse forlænges fra et til tre år.
- Det drejer sig om én ting for DF - nemlig at arbejde videre for at begrænse antallet af flygtninge, som kommer til Danmark. Vi er ikke der endnu, hvor vi kan sige, at den opgave er løst, siger Martin Henriksen.
4. januar indførte regeringen en midlertidig grænsekontrol. Den har hjulpet, mener Martin Henriksen. Men ikke nok.
- Efter indførslen af grænsekontrollen er der noget, som tyder på, at antallet falder, og at det er på et lavere niveau, men det er stadig på et højt niveau.
- Man kan ikke sådan med 100 procent sikkerhed sige, at de nye stramninger vender udviklingen. Så længe, man ikke kan sige det, er det utidigt at afvise flere stramninger, siger han.
Ifølge Løkke skal fokus nu være på at få flygtninge i arbejde, og EU skal beskytte de ydre grænser.
- Er der rum for at stramme mere? Det ser jeg ikke lige umiddelbart foran mig. Nu skal vi vedtage de her regler, som har til sigte at sørge for, at Danmark ikke fremstår unødigt attraktivt.
- Det er helt oplagt, at situationen i Europa påvirker Danmark, men der findes ikke den stramning, som bare kan få det her til at gå væk, siger Lars Løkke Rasmussen.
DF ser gerne, at stramninger omkring familiesammenføring for eksempel rammer mere bredt, at der oprettes flygtningelandsbyer, og at grænsekontrollen bliver mere omfattende.
- Der skal være mulighed for fysisk at afvise folk ved grænsen, eller at man ved grænsen laver en meget hurtigt asylsagsbehandling, siger Martin Henriksen.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned