DF og V om Afghanistan-svindel: Minister skal handle
Udviklingsminister Christian Friis Bach (R) skal gøre noget ved problemet med korruption i danske bistandsprojekter i Afghanistan, lyder det fra både Venstre og Dansk Folkeparti.
Meldingen kommer, efter Information torsdag kan afsløre, at der mindst 10 gange siden 2005 har været bistandsprojekter i Afghanistan, der er blevet ramt af korruption, svindel og tyveri.
- Ministeren skal vise handlekraft i forhold til det her. Jeg mener ikke, det er noget, vi stiltiende skal acceptere, siger Dansk Folkepartis udviklingsordfører, Hans Kristian Skibby.
Fra Venstres udviklingsordfører, Jakob Ellemann-Jensen, lyder meldingen:
- Hver gang vi konstaterer, at der er en brist, skal vi skride ind og lukke det hul. Udviklingsministeren har jo sagt, at vi har en nultolerance over for korruption, og det har jeg selvfølgelig en forventning om, at vi kommer til at se nogle konsekvenser af nu.
Danmark har siden 2002 bidraget med over 3,5 milliarder kroner til genopbygning og udvikling af Afghanistan.
Chefen for Natos antikorruptionsenhed, Leif Agerskov, vurderer, at så meget som en tredjedel af de danske bistandskroner ender i de forkerte lommer i det krigshærgede land.
Venstre vil dog ikke smække kassen i for Afghanistan, men forholdene skal undersøges, og ministeren må gøre noget ved problemet.
- Vi må spørge ministeren om, hvordan virkeligheden ser ud, og hvilke måder vi så kan engagere os på. For vi skal engagere os i Afghanistan, siger Jakob Ellemann-Jensen.
- Nu, hvor vi drosler ned for vores militære engagement, er der behov for, at vi fortsætter vores engagement på udviklingssporet.
Venstre har kaldt udviklingsministeren i samråd for at få helt styr på, hvad der er op og ned i sagen.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned