DF om vraget energiafgift: Hr. og fru Jensen skal ikke betale
Det bliver én stor erhvervslettelse, hvis man skrotter PSO-afgiften og i stedet hæver skatterne, siger DF.
Regeringen holder muligheden for at hæve skatten åben, hvis energiafgiften PSO skal afskaffes.
Dansk Folkeparti frygter nu, at det er den almindelige dansker, som kommer til at betale, hvis den grønne omstilling i stedet skal finansieres på finansloven.
- Det er ikke et ønskescenarie for os. Hvis man bare hæver bundskatten, bliver det én stor erhvervslettelse, og så bliver det hr. og fru Jensen, der kommer til at betale gildet, siger partiets finansordfører, René Christensen (DF).
Også Liberal Alliance er mildest talt modvillige over for at hæve skatterne.
- Vi er meget store tilhængere af afskaffelsen af PSO-afgiften, men vi er meget store modstandere af at finansiere det ved at hæve skatterne. Det ønsker vi ikke at være med til, slår partiets finansordfører, Ole Birk Olesen, fast.
I stedet bør man "udvise mådehold på de offentlige udgifter" og desuden stoppe med at bygge nye vindmølleparker, siger LA-ordføreren.
Ifølge Børsen er regeringens plan for finansiering at hæve bundskatten. Men klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt (V) siger, at regeringen endnu ikke taget stilling til, hvordan de manglende indtægter fra PSO-afgiften skal opvejes.
- Det vil vi tage i en drøftelse med Folketingets partier. Men det er afgørende for regeringen, at det ikke bliver dyrere at være dansker, og at det ikke bliver dyrere at drive virksomhed, siger Lars Christian Lilleholt.
Dansk Folkeparti vil gerne være en del af løsningen, hvis PSO-afgiften skal fjernes fra forbrugernes elregning, fastslår René Christensen.
- Men jeg har forstået, at regeringen kommer med et udspil, og det venter vi på, siger DF-ordføreren.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned