DF: Politiet hindrer ytringsfriheden
I kølvandet på at politiet har fjernet Kina-kritiske demonstranter, kommer der kritik fra flere kanter. Ytringsfriheden har trange kår i Danmark i disse dage i forbindelse med den kinesiske præsident, Hu Jintaos, besøg, hedder det.
Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, mener, at Danmark har valgt at bøje sig over for Kina.
- Politiet har fået besked på at skærme Hu Jintao for demonstrationer, plakatophængninger og lignende. Det tyder på, at der er kommet nogle instruktioner fra Kina, og spørgsmålet er, om det er i overensstemmelse med grundloven, siger han.
Fredag blev en Kina-kritisk journalist anholdt og tilbageholdt i fem timer for at hænge plakater op på Langelinie. Desuden blev et medlem af Det Tibetanske Samfund sigtet for mulig narkobesiddelse, tilsyneladende fordi hun tog det tibetanske flag frem.
Peter Skaarup mener, at regeringen er mere interesseret i at få nogle handler med kineserne i hus end at lade folk demonstrere frit. Dermed står regeringen tilbage med et forklaringsproblem.
- Det virker som om, at man fra Justitsministeriets side har udstedt et dekret om, at ingenting måtte komme til at lægge hindringer i vejen for, at Hu Jintaos besøg skulle blive vellykket, siger han.
Derfor skal der falde brænde ned, for sagerne er dybt problematiske, mener Skaarup.
Han vil derfor straks gå videre med sagen for at komme til bunds i, hvad anholdelserne skyldes. Han kræver, at justitsminister Morten Bødskov (S) skal komme med en tilbundsgående redegørelse for alle forhold i forbindelse med besøget.
- Jeg vil samtidig bede justitsministeren lægge al kommunikation frem, så vi kan se, præcis hvilke ordre Københavns Politi har fået. Hvis der er givet ordrer, der strider imod grundloven, er det klart, at det er meget alvorligt for regeringen, siger Peter Skaarup.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned