DF skyder Venstres kommunale spareplan ned
På dag to efter regeringsdannelsen blokerer DF for Lars Løkke Rasmussens plan om at spare i kommunerne.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen vil skære i kommunernes budgetter for at få råd til at føre andre ting fra regeringsgrundlaget ud i livet.
Men planen, der helt konkret indebærer, at alle landets kommuner skal effektivisere for én procent årligt - eller med andre ord spare samlet 2,5 milliarder om året - bliver ikke bakket op af Dansk Folkeparti. Det skriver Jyllands-Posten.
Det fastslår formand for Dansk Folkeparti Kristian Thulesen Dahl:
- Nu har vi jo ikke set et konkret lovforslag. Men vi har set regeringsgrundlaget, og det, vi kan lytte os frem til, er, at det er en grønthøster. Det vil sige, at alle kommuner i princippet bare skal aflevere en procent.
- Det kan vi ikke støtte, som det ligger her. Det vil være en minusvækst for kommunerne, og vi gik til valg på noget andet. Så selvfølgelig skal det laves om, siger han til Jyllands-Posten.
Venstres plan om at stille kommunerne besparelser i udsigt fik øjeblikkeligt kritik af Venstres egen formand for Kommunernes Landsforening Martin Damm.
Han advarede mod planen, og det er den advarsel, Dansk Folkeparti har lyttet til.
Men Thulesen Dahl afviser ikke at lade alle kommuner slippe for besparelser. Han ser gerne, at penge fra de rige kommuner kan gå til de fattigere.
Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) erkender, at regeringen ikke har taget Dansk Folkeparti i ed på milliardbesparelserne i kommunerne:
- Nej, det har vi ikke, siger han kort og godt til Jyllands-Posten.
Han holder dog fast i, at det er nødvendigt at finde et milliardbeløb i kommunekasserne, som blandt andet kan gå til de opgaver, kommunerne ventes at få i fremtiden, som for eksempel hjemtagning af svage ældre.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned