DF: Vi har rykket regeringen på asylpolitikken
Regeringen, Socialdemokraterne, DF, LA og De Konservative blev tirsdag aften enige om ny udlændingeaftale.
På især to områder har Dansk Folkeparti flyttet Venstre-regeringen i den udlændingeaftale på 13 punkter, der blev indgået tirsdag aften.
Det siger Martin Henriksen, DF's udlændinge- og integrationsordfører.
Det drejer sig om stramninger for personer på tålt ophold. Desuden har regeringen forpligtet sig til at komme med bud på, hvordan man yderligere kan styrke indsatsen, så man bedre kan spotte potentielle terrorister i Danmark.
- Dansk Folkeparti har fået ting igennem, som går længere end regeringens udspil, siger Henriksen til Ritzau.
- Vi har fået en ekstra persongruppe med, som oprindeligt ikke var med, siger han med henvisning til personer, der er på tålt ophold.
Af praktiske årsager er personer på tålt ophold ikke med i det lovforslag, som bliver hastebehandlet i Folketinget onsdag, oplyser Henriksen. Hastebehandlingen sker, så de nye regler kan træde i kraft i den kommende weekend.
Henriksen forventer, at partierne umiddelbart efter nytår sætter sig ned sammen og kigger på, hvordan lovgivningen skal være på området. Men DF har nogle tanker klar.
- Hvis personer på tålt ophold overtræder deres meldepligt, skal de frihedsberøves, så vi har styr på dem, inden vi kan sende dem ud, siger han.
Meldepligten skærpes, så man som udgangspunkt skal melde sig tre gange om ugen.
Tirsdagens aftaletekst indgået af regeringen, Socialdemokraterne, DF, LA og De Konservative indeholder 13 punkter.
I sidste uge fremlagde Venstre 34 tiltag, som har til formål at stoppe tilstrømningen til Danmark.
I aftaleteksten har regeringen ligeledes forpligtet sig til at komme med tiltag, der skal gøre det nemmere for efterretningstjenesterne og asylmyndighederne at spotte potentielle terrorister i Danmark.
- Vi er bekymrede for, at terrorister bruger vores asylsystem til at etablere sig i Danmark. Den bekymring bør regeringen tage mere alvorlig.
- Regeringen har forpligtet sig til at komme med bud på, hvordan man yderligere kan styrke indsatsen, så man bedre kan spotte mennesker, der udgør en sikkerhedsrisiko for Danmark.
- Man skal i højere grad sætte asylsager i bero ved den mindste mistanke. Så skal vedkommende frihedsberøves, indtil det er slået fast, om der er en tilknytning til en terrorbevægelse, siger Henriksen.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned