De ældre skal kunne være sikre på at beholde deres kommunale hjemmehjælper, hvis de ønsker det i stedet for en privat ansat hjemmehjælper.
Det mener Dansk Folkeparti. Regeringens støtteparti afviser dermed regeringens forslag om, at private firmaer skal have eneret til hjemmehjælp i et distrikt i hver kommune.
Dansk Folkepartis kommunalordfører, Hans Kristian Skibby, vil ikke være med til fjerne den kommunale hjemmehjælper, som borgeren kender.
- Hvis man siger til folk, at nu må de ikke bruge den kommunale hjemmehjælp, som de har været vant til i lang tid, så er det jo reelt at tvangsfjerne ens hjemmehjælper, siger Hans Kristian Skibby.
Tvang vil ikke gøre hjemmehjælpen bedre, mener han.
- Man skal give de ældre flere frihedsrettigheder til selv at vælge, hvem der skal gøre det. Men det sker ikke her. Sådan som forslaget fra regeringen er skitseret er der ikke noget, vi kan støtte, siger Skibby.
Regeringen vil have mere konkurrence i form af udbud for 20 procent af alle visiterede borgere i kommunerne.
Hidtidige forsøg på at få private hjemmehjælpere til at tage sig af de ældre er slået fejl. Derfor skal landets kommuner tvinges til at udbyde en del af hjemmeplejen og hjemmehjælpen til private firmaer.
Socialminister Benedikte Kiær forklarer, at konkurrencen skal fremmes.
- Vi har allerede åbnet for frit valg, og vi ved, at de ældre er glade for muligheden for at kunne vælge en privat leverandør, siger ministeren til Politiken.
Den leverandør, der vinder udbuddet, skal bestemme prisen.
- De ældre kan stadig vælge andre private leverandører, men det skal være til den pris, som den vindende leverandør har sat, siger socialministeren til avisen.
Forslaget fra regeringens konkurrencepakke afvises Socialdemokraterne, Ældre Sagen og KL.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned