DF'ere er åbne for Mette F. som statsminister
Lars Løkke Rasmussen (V) er førstevalget for både Dansk Folkepartis top og bagland. Men kan Løkke ikke danne regering efter valget, så er DF's bagland åbne for, at Mette Frederiksen bliver statsminister, hvis hun giver DF indflydelse på især udlændingepolitikken. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Kristian Thulesen Dahl får opbakning fra DF'ere i baglandet til strategi om at søge mest mulig indflydelse.
Venstres formand har altid været Dansk Folkepartis foretrukne statsminister. Og det er han - Lars Løkke Rasmussen - fortsat.
Men tanken om at Dansk Folkeparti kan gøre Mette Frederiksen til statsminister vinder stadig mere indpas hos Dansk Folkeparti.
På weekendens årsmøde i Herning ventes netop det spørgsmål at blive diskuteret intenst.
Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl har nemlig gjort det klart, at hvis Løkke ikke kan danne regering, så vil DF gå efter at få mest mulig indflydelse. Også selvom det betyder, at Mette Frederiksen bliver statsminister.
Den strategi ser ud til at få stor opbakning på årsmødet i Herning.
Susanne Dyreborg, der er folketingskandidat i Sydjyllands Storkreds, er blandt de DF'ere, som mener, at farven på statsministeren betyder mindre end indflydelse til DF.
Hun mener, at partiledelsen kan lade sig inspirere af forløbet ved sidste års kommunalvalg i Esbjerg, hvor hun var opstillet:
- Vi havde tre mandater og kunne mere eller mindre bestemme, om vi skulle have en rød eller blå borgmester. Det gav nogle gode poster til os, siger Dyreborg, der selv blev 1. viceborgmester.
Mere end ni ud af ti af de DF'ere, der har deltaget i en rundspørge fra Ritzau er enige i, DF skal være det nye midterparti i dansk politik.
Knapt ni ud af ti af de 110 tillidsfolk i DF, der har deltaget, er samtidig enig i, at DF godt kan acceptere en S-ledet regering med Mette Frederiksen som statsminister.
Hvis det altså ikke lykkes for førstevalget Lars Løkke Rasmussen at danne regering.
Blandt dem er Steffen Daugaard, der er byrådsmedlem i Middelfart Kommune. Han mener, at Dansk Folkeparti vil stå med langt bedre kort forud for de næste regeringsforhandlinger, end tilfældet var i 2015.
- Det gør en kæmpe forskel, at Socialdemokratiet har nærmet sig os, for så har vi et alternativ, hvis forhandlingerne i blå blok går i hårdknude.
- Det bliver nok svært at nå til enighed med de andre partier i rød blok. Derfor er en regering med både Venstre og Socialdemokratiet bestemt også en mulighed, siger han.
Sideløbende med Kristian Thulesen Dahls udmeldinger er Morten Messerschmidt (DF) kommet med lignende udtalelser til Politiken. Til avisen siger Socialdemokratiets politiske ordfører, Nicolai Wammen:
- Det her er et udtryk for, at blokpolitikken er i opløsning.
- Det er kun godt, og jeg opfatter meldingen som meget interessant og positiv, i forhold til at DF kan have et tæt samarbejde med en socialdemokratisk regering, hvis vi bliver betroet regeringsansvaret efter næste valg.
Rundspørgen viser dog, at Løkke fortsat er førsteprioritet hos DF'erne. Otte ud af ti af de DF'ere som har svaret på rundspørgen foretrækker Løkke. To ud af ti foretrækker Mette Frederiksen.
Seneste artikler
Bogø Færgen og motorbåd i sammenstød
Vold i Storstrøm Fængsel: Indsat trampet i hovedet
Tine Hansen og Christina Figgé forsøger hver dag at gribe de mest udsatte
Bordelkontrol førte til anholdelse af 30-årig kvinde
Frede Rasmussen kommer til Nykøbing: Vil tale om livet som LGBT+-person
Mest læste artikler
Direktørpar dømt: Her er parret bag forsøg på millionsvindel
Nu er bjørnene kommet: - Jeg har gåsehud
Lang kø til åbning af butik
Bogø Færgen og speedbåd i sammenstød
Campingplads ved vandet til salg