Dialog skal forhindre nye møgsager

Bob Nielsen (DF), John Brædder fra Guldborgsundlisten, Simon Hansen (S) og Ole K. Larsen (V) var uenige i, om dialog parterne imellem kan forhindre nedrivning af poolhusene. Foto: Anders Knudsen

Byrådets partier er stadig uenige om, hvad der skal ske med poolhusene i Marielyst, men de er enige om, at man kan undgå sådanne sager ved at indgå i dialog med borgerne.

Offentliggjort Sidst opdateret

GULDBORGSUND Flere af byrådskandidaterne i Guldborgsund Kommune nævnte dialog med borgerne som en måde at undgå nye møgsager i kommunen, da de debatterede poolhusene på Marielyst på Folketidendes digitale folkemøde.

Og dialog var også centralt i selve sagen om de 10 store sommerhuse, som Planklagenævnet har afgjort ikke overholder lokalplanen, og hvis fremtid endnu er uafklaret. Men her endte enigheden.

Simon Hansen (S) fremhævede manglende dialog, da han blev spurgt, hvad han havde lært af sagen.

- Vi skal lytte til borgerne, når borgerne rent faktisk siger, at "vi tror, at I som kommune er på vej ned ad en gal vej", for det var der jo masser af mennesker, der sagde til os, inden beslutningen blev truffet.

Ole K. Larsen (V) henviste i stedet til den dialog, der foregår mellem parterne som følge af det kompromisforslag, Venstre og Guldborgsundlisten fik stemt igennem i byrådet tidligere i år.

- Vi skal indgå i dialog med borgerne, for vi er nødt til at tale sammen, når vi oplever sådan noget her. Udfordringen i et langt forløb var jo, at vi kom til at sidde i hver sit hjørne og tale om hinanden i stedet for med hinanden, og skal man løse sådan en svær sag som den her, så er man nødt til at tale sammen, sagde han, og borgmester John Brædder fra Guldborgsundlisten var enig.

- Det vigtigste er, at man kommer ud af dialogen med noget, som begge parter nu kan se sig i.

- Der kommer bare nye huse

Mens Guldborgsundlisten og Venstre altså søger en måde at undgå nedrivningen på, mener Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet, at poolhusene skal rives ned. Det gjorde Simon Hansen på sit partis vegne klart, også selvom det efter forlydender kan koste kommunen op mod 80 millioner kroner.

- Når man dummer sig og ikke holder sig indenfor rammerne, så koster det noget. Det koster også, hvis man kører over for rødt, og vi har jo dummet os som kommune i den her sag, sagde han, der retorisk spurgte, hvordan borgerne så skulle kunne have tillid til kommunen.

Han mente også, at der kunne komme et sagsanlæg fra naboerne, hvis ikke husene rives ned, hvormed en lovliggørelse heller ikke ville være gratis. Han var bevidst om, at nedrivningen vil være "et kæmpe ressourcespild og overhovedet ikke bæredygtigt på nogen måde", men betonede, at borgerne, der havde klaget over sommerhusene, have fået ret af Planklagenævnet.

Såvel Ole K. Larsen som John Brædder havde inden da peget på netop ressourcespildet i en nedrivning.

- River man husene ned, så vil der dagen efter blive bygget nye huse, og der er jo godkendt et tidligere projekt med flere kvadratmeter end det, der ligger nu, så det skal man bare huske, at det vi får, hvis vi betaler 80 millioner for at rive husene ned, det er bare nogle andre huse, sagde Ole K. Larsen.

Både Simon Hansen og Dansk Folkepartis deltager i debatten Bob Nielsen fremhævede flere gange, hvordan det må være for naboerne til poolhusene at se kommunens ageren.

- De her mennesker samler nogle penge sammen af egne midler, anlægger en sag af egen drift, får medhold, og så bliver den bare fejet af bordet. For mig virker det bare en lille smule magtarrogant, sagde Bob Nielsen, der mente, at der kun var tabere i sagen, også i tilfælde af nedrivning.

- Det vil så komme til at gå ud over noget velfærd, for der vil jo være nogle mennesker, der har bygget dernede i god tro, fordi der ikke blev skredet ind rettidigt, som vil stå med en økonomisk udfordring.

Han troede ikke på, at dialog ville løse det.

John Brædder mente ikke, at der var ond vilje fra nogen i sagen. Selvom politikerne skulle kunne stole på administrationen, mente han ikke, at denne ville have fremlagt forslaget om sommerhusene for byrådet, hvis den vidste, at den ikke overholdt lokalplanen. Og han ville heller ikke selv have haft den på i så fald.

- Vi har 3.000 sager eller mere, der går igennem byrådet i sådan en byrådsperiode, og der må ikke ske fejl. Man skal kunne stole på, at kommunen træffer de rigtige afgørelser, men her er der sket fejl. Det er mennesker, der har haft med det at gøre, og der sker desværre indimellem fejl. Det er branduheldigt, og jeg skal være den første til at undskylde over for de borgere, som føler, at de er blevet uretfærdigt behandlet, men at rive husene ned, det ville simpelthen være tåbeligt.

Se hele debatten om poolhusene i valgsektionen på www.folketidende.dk, hvor der også ligger andre politiske debatter med lokale kandidater.