Efter dramatisk formandsvalg smutter DF'er fra central post
Steen Thomsen forlader posten som partisekretær i DF. (Arkivfoto) Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Steen Thomsen stopper som partisekretær kort efter barsk formandsopgør og erstattes af Jens Vornøe.
Steen Thomsen stopper som partisekretær i Dansk Folkeparti. Det oplyser partiet.
En partisekretær er bindeleddet mellem partiets medlemmer i Folketinget og baglandet. Derfor er rollen vigtig for et politisk parti.
Det var også Steen Thomsen, der fra scenen i Herning Kongrescenter 23. januar kunne fortælle, at Morten Messerschmidt havde vundet formandsopgøret over Martin Henriksen og Merete Dea Larsen.
Det var partiets første formandsvalg nogensinde, så der var tale om historiske ord fra Steen Thomsens mund.
Han er ikke blevet fyret, og det skyldes ikke uoverensstemmelser med den nyvalgte formand.
Det siger Steen Thomsen til Ritzau.
- Det er 100 procent min egen beslutning. Morten har sagt til at begynde med, at han så mig som en del af holdet.
- Det har jeg takket for, men jeg har valgt at gøre brug af muligheden for at sige, at alting har sin tid, og derfor har jeg benyttet mig af en option for at indgå en fratrædelsesordning. Det giver mulighed for at få nye kræfter til, siger Thomsen.
Der har efter formandsvalget især i folketingsgruppen været uro og blæst omkring Messerschmidt.
- Det er selvfølgelig ærgerligt. Det har været sådan i nogle år efterhånden. Jeg håber, at der kommer ro og stabilitet omkring DF. Jeg har brugt mange timer og kræfter på det, og jeg kan mærke, at nu er det tid til, at jeg måske skal bruge mine kræfter lidt anderledes.
- Så kan der komme nye kræfter til, som måske kan genskabe roen og fremgang til DF, siger Thomsen, der fortsætter som medlem af DF.
Ny partisekretær bliver hovedbestyrelsesmedlem Jens Vornøe, oplyser DF. Vornøe støttede Messerschmidt i formandsopgøret.
- Jeg har været formand i den største DF-lokalforening de senest seks år samt været hovedbestyrelsesmedlem, og ser nu frem til at udvide min løbende dialog med baglandet, lokalforeningerne samt folketingsgruppen, siger Vornøe til partiets Facebook-side.
Tidligere europaparlamentariker for DF Anders Vistisen overtager Vornøes plads i hovedbestyrelse. Vistisen er erklæret Messerschmidt-støtte. Han har tidligere siddet i hovedbestyrelsen.
Valget af Vornøe imponerer ikke Martin Henriksen, hvis angreb mod Messerschmidt er fortsat med nærmest uformindsket styrke efter formandsvalgnederlaget.
- Når dramaqueen nr. 1. Jens Vornøe bliver ny partisekretær, så siger det noget om partiets tilstand, skriver Henriksen på Twitter.
Siden formandsvalget har Henriksen, som tidligere var folketingsmedlem og fremtrædende udlændingeordfører i DF, fortalt, at han ikke stiller op ved næste folketingsvalg.
Desuden har Henriksen forladt DF's hovedbestyrelse. Alt sammen på grund af Messerschmidt, lyder det fra Henriksen.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned