Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) er netop vendt hjem efter et besøg hos de danske soldater i Afghanistan. Men han har tilsyneladende ikke fået set, hvordan det går med uddannelsen af de afghanske sikkerhedsstyrker.
Ekspert i international sikkerhedspolitik Peter Viggo Jakobsen kalder det alt for optimistisk, når Søvndal fastslår, at afghanske soldater og politifolk vil være klar til selv at varetage sikkerheden, så de danske soldater som planlagt kan trækkes hjem i 2014.
- Det er opsigtvækkende, at Villy Søvndal tror, at afghanerne vil være klar i 2014, når Forsvarets Efterretningstjeneste lige har været ude at sige, at det er de ikke, siger Peter Viggo Jakobsen.
Han henviser til, at FE i begyndelsen af november fastslog, at Taliban ikke vil være slået, i det område, hvor de danske styrker har kæmpet siden 2001, og afghanerne vil ikke selv kunne beskytte sig mod islamisterne, når Danmark trækker sig ud.
Dermed rokker efterretningstjenesten ved den internationale strategi.
- Det kan godt være, at vi kan træne en masse militærfolk, men hvis det skal fungere bæredygtigt og effektivt, så skal der være civile myndigheder, der kan føre kontrol og give militærfolkene de rigtige ordrer, og det eksisterer slet ikke, siger Jakobsen.
Også uddannelsen af det afghanske politi er en kæmpe udfordring. Der er udtalelserne fra SF's formand et forsøg på spin:
- Villy Søvndal står med en bunden opgave. Han skal få de danske soldater hjem i 2014, så han forsøger at få det til at ligne en sejr, siger Peter Viggo Jakobsen.
Dansk Folkepartis Søren Espersen langer hårdt ud efter Villy Søvndals udtalelser efter besøget. Han kalder det "pacifistisk nonsens", når udenrigsministeren siger, at krigen i Afghanistan ikke kan vindes militært.
Men her har Villy Søvndal til gengæld helt ret, siger Peter Viggo Jakobsen.
- Alle er enige om, at man ikke kan vinde med militære midler alene. Man er nødt til at kombinere civile og militære midler. Det har været dansk politik i lang tid, siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned