Det var en statsminister i modvind, der tirsdag debuterede på det ugentlige pressemøde på Christiansborg.
Helle Thorning-Schmidt (S) kom i krydsild for både brudte løfter og elendige meningsmålinger, da hun for første gang stod over for Borgens pressekorps i Spejlsalen.
Ifølge eksperter manglede Thorning nye initiativer, og derfor kom pressemødet til at handle om regeringens dårlige sager.
- Det gik ikke ret godt for den nye statsminister, siger Thomas Larsen, politisk kommentator på Berlingske Tidende.
- Men det har ikke så meget at gøre med hendes performance. Det var helt tydeligt, at hun var velforberedt og kampberedt, men hendes udgangspunkt er simpelthen en sag, der er for dårlig, siger han.
- Det, der må være det virkelig bekymrende for hende, er, at det er helt tydeligt, at diskussionen ikke er død.
Thomas Larsen er overrasket over, at statsministeren ikke forsøgte at bruge pressemødet til at få "sat en ny dagsorden".
- Og det kommer ikke til at ske. Der er simpelthen ved at ske det meget faretruende for hende, at løftebruds-diskussionen har rodfæstet sig, siger han.
Også politisk kommentator Rasmus Jønsson undrer sig over de manglede initiativer fra den nye regering.
Han mener, at Thorning svarede godt på pressens kritiske spørgsmål, men statsministeren formåede ikke at få regeringens politik i fokus:
- Hun glemmer at vedligeholde den offensive fortælling, som kan få flyttet fokus, siger han.
- Regeringen og folkene omkring Helle Thorning har svigtet i forhold til at få fortalt en grundhistorie om, at der er kommet en ny regering, der vil noget andet.
- De 76 siders regeringsgrundlag har de ikke fået foldet ud over for offentligheden, og det synes jeg heller ikke, hun får gjort i dag, forklarer Rasmus Jønsson.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned