EL: Drop Løkke og lav rød skattereform
Hos Enhedslisten kalder Johanne Schmidt-Nielsen det for dybt useriøst, at regeringen bringer det tunge skyts i form af tre ministre på banen for at "spinne sig ud af, at de løb fra en aftale med Enhedslisten".
Finansminister Bjarne Corydon (S), skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) og økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) siger, at der ikke lå en færdig aftale med Enhedslisten klar, da de indgik skatteaftalen med Venstre og De Konservative.
- Sagen er, at regeringen valgte at lave en politisk aftale med højrefløjen, da de bød sig til. Derved valgte de den røde skatteaftale fra, og det kan de altså ikke spinne sig ud af, siger den politiske ordfører til Ritzau og tilføjer:
- Hvis de har fortrudt, så er de velkomne til at komme tilbage til os. Hvis de opsiger aftalen med Løkke, så står vi klar.
Søndag eftermiddag har Johanne Schmidt-Nielsen holdt møde med Enhedslistens folketingsgruppe og hovedbestyrelse. Hun indkaldte til mødet fredag eftermiddag med det formål, at hovedbestyrelsen skulle give grønt lys til den røde skattereform.
Det grønne lys er givet - men til ingen verdens nytte, nu da Venstre og De Konservative sidder i Finansministeriet og forhandler de sidste detaljer på plads i skatteaftalen søndag.
- Men mødet viste, hvad jeg godt vidste: At der fra hovedbestyrelsens side er en entydig opbakning - både til den aftale, vi havde forhandlet os frem til med regeringen, og til den linje, vi har lagt: At vi ikke kan støtte en regering, vi ikke har tillid til, siger hun.
Men trods den manglende tillid til regeringen og det faktum, at Enhedslisten nu ikke længere er regeringens støtteparti, men i opposition, vil Johanne Schmidt-Nielsen stadig gerne lege med regeringen, hvis den kommer på bedre tanker:
- Hvis de har fortrudt og er flove over den blå skattereform, så er de hjerteligt velkomne til at komme tilbage til Enhedslisten og gennemføre den røde skattereform, vi havde forhandlet os frem til.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned