Finansministeriets embedsmænd beskyldes for i strid med reglerne at have hjulpet Claus Hjort Frederiksen (V) med at angribe S-SF's skatteudspil. Det skriver B.T.
Avisen har fået aktindsigt i et notat med overskriften "Talepunkter vedrørende S og SF's skatteudspil" fra 4. september 2009.
I talepapiret til daværende finansminister Claus Hjort Frederiksen kalder to embedsmænd venstrefløjens regnemodel for "næsten komisk".
Professor i offentlig forvaltning Henning Jørgensen fra Aalborg Universitet mener, at embedsmændene brød reglerne om, at de skal være partipolitisk neutrale.
- Jeg mener, at embedsmændene gik langt ud over reglerne. Også selv om det var i et talepapir. De fungerede her mere som Venstres presseagenter end som embedsmænd, siger Henning Jørgensen.
Samme holdning har professor i offentlig forvaltning på Københavns Universitet Tim Knudsen.
- Jeg har aldrig før oplevet embedsmænd skrive sådan i et oplæg til en minister.
- Embedsmænd må ikke være partipolitiske, og derfor mener jeg, at embedsmændene i denne sag trådte ud over reglerne ved at bruge så værdiladede begreber om de politiske modstanderes udspil, siger Tim Knudsen.
Claus Hjort Frederiksen afviser at embedsmændene gik over stregen ved at bruge ordet komisk. Han mener, at eksperternes kritik er noget mageløst vrøvl.
- Det her er jo en underdrivelse fra embedsmændenes side og en typisk måde for embedsmændene at udtrykke sig på. Det rigtige udtryk burde være plat og svindel, men det kan embedsmænd selvfølgelig ikke skrive, siger Claus Hjort Frederiksen.
Tim Knudsen mener, at der er behov for et nyt regnekontor i Folketinget, hvor alle partier kan få regnet deres udspil igennem af uafhængige embedsmænd.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned