En livline til skolerne

Foto: Martin Lohse (G) (tv), Janne Hansen (V) fmd. for skole- og undervisningsudvalget (i midten) og Borgmester John Brædder (G) (th)

Skolebestyrelsesformænd positive stemt over for nyt udvalgsforslag.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bestyrelsesformændene fra de oprindeligt seks lukningstruede skoler giver samlet set store roser til politikerne for at have lyttet til borgernes protester og forslag.

- Jeg betragter det nye forslag som en livline til os lukningstruede skoler, og jeg er glad for, at udvalget nu ser ud til at begynde at blande land- og skolepolitik mere sammen, siger skolebestyrelsesformand ved Krogløvskolen, John Rasmussen.

- For det første er det rigtig positivt, at udvalget nu tænker mere ud af boksen eller kassen, og måske er det, fordi der er tale om et nyt ungt hold, der måske er bedre til at lytte til borgernes forslag, siger skolebestyrelsesformand ved Møllebakkeskolen, Kirsten Høegh Andersen.

- Jo mere økonomi, vi kan få lagt ud til skolerne, som de selv kan styre, desto bedre vil det være, mener Jesper Olsen Kepp, bestyrelsesformand ved Guldborgland Skole, som hilser tankerne om at skabe lokale kraftcentre eller borgercentre meget velkomne.

Jesper Olsen Kepp mener også, at tankerne om at gøre skolebusserne tilgængelige for andre end skoleelever er rigtige:

- Alle har jo gået og rystet på hovederne over, at skolebusserne kun skulle køre med skolebørn. Hos bestyrelsesformand på Nørre Vedby Skole, Jens Frederiksen, er der en anelse forbehold at spore:

- Hvis man virkelig ender med ikke at lukke skoler, er det selvfølgelig positivt. Men når det kommer til stykket, er det kommunens embedsmænd, der skal regne det hele igennem. Og vi skal stadig finde nogle penge et sted, og det kan da godt skræmme mig lidt, for det ligger i undertonerne, at hvis ikke besparelserne bliver fundet, bliver der alligevel lukket skoler.

Michael Johansen, formand for bestyrelsen på Toreby Skole, er positiv over for det nye forslag og vil af med den nuværende form for skolebuskørsel:

- Vi har skældt ud på den ordning, siden den blev indført. Specielt dér, hvor der er parallelkørsel, er ordningen helt tåbelig.

Dorte Krog Larsen, bestyrelsesformand på Brydebjergskolen:

- Det første forslag tog lidt pusten fra os, men nu ser det ud til, at de har lyttet og set på borgernes forslag. Det er meget positivt.