Erfaren dansker får toppost i EU-Kommissionen
Pia Ahrenkilde bliver en af de fire øverste chefer i kommissionen og får jobbet som fungerende vicegeneralsekretær. Foto: Reuters/Yves Herman/arkiv
Yves Herman/Reuters
Pia Ahrenkilde rykker nu op i de øverste lag i embedsværket. Tyske Martin Selmayr bliver generalsekretær.
Der rykkes rundt på topposterne i EU-Kommissionens embedsværk, og et topjob er tilfaldet en dansker.
Det drejer sig om Pia Ahrenkilde, som bliver en af de fire øverste chefer i kommissionen og får jobbet som fungerende vicegeneralsekretær.
Tyske Martin Selmayr bliver som generalsekretær den øverste chef for kommissionen og bliver dermed ansvarlig for den 54-årige dansker. Han sætter sig i stolen som den blot syvende generalsekretær siden 1958.
Det oplyser EU-Kommissionen.
Den tyske advokat har været kommissionsformand Jean-Claude Junckers nærmeste rådgiver. Han får som kommissionens øverste embedsmand nu ansvaret for at implementere de politiske ønsker de næste år frem.
Han er blevet beskrevet som en dygtig, men hård hund, der har været dørvogter for adgangen til Junckers kontor.
Pia Ahrenkilde går fra en direktørstilling i kommissionen, hvor hun havde ansvar for repræsentation i EU's medlemslande.
Det bliver en erfaren kvinde, der sætter sig i stolen. Pia Ahrenkilde har arbejdet for unionen siden 1990.
Hun har tidligere været talskvinde for kommissionen, hvorfra nogen nok vil kende hende fra diverse pressemøder gennem tiden.
Karrieren i EU begyndte kort efter, at hun blev kandidat i international handel og moderne sprog fra Copenhagen Business School. Hun har desuden studeret i Paris og taler engelsk, fransk, tysk og svensk foruden modersmålet dansk.
Spanske Clara Martinez Alberola og polsk-britiske Richard Szostak bliver også en del af den øverste ledelse som henholdsvis kabinetschef og vicekabinetschef.
Danmark har få ansatte i EU-hovedstadens embedsværk. Den højest placerede dansker i EU-hovedstaden er Jeppe Tranholm-Mikkelsen, der er generalsekretær for EU's ministerråd.
Han leder forhandlingerne, når de forskellige landes embedsmænd samles for at bakse de politiske aftaler sammen.
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie