De Konservative har haft stor gavn af at være i regering. Det siger partiformand Lene Espersen, der dermed afviser kritik fra dele af baglandet, som mener, at K-ledelsen har givet for let køb på mærkesagerne.
- Vi har fået så mange konservative mærkesager igennem, som ikke lykkedes, da vi havde statsministerposten under Poul Schlüter.
Vi har fået sænket skatten markant, afskaffet amterne og gjort folkeskolen faglig, siger Lene Espersen til politiken.dk i sin første kommentar til den kritik, der søndag haglende ned over partiet fra blandt andre tidligere ministre i partiet.
Her kritiseres den konservative ledelse for at give for let køb på de mærkesager, som ellers skulle udgøre den konservative profil. Men det har været helt nødvendigt, siger Lene Espersen.
- Jeg forstår godt, at nogle synes, at vi har betalt en for høj pris for at være med i forlig nogle gange, men det har været forlig, der har været helt afgørende for De Konservative, siger hun og tilføjer:
- Jeg vil aldrig rulle skattereformen tilbage. Det er en fantastisk reform, som sænker skatten på arbejde.
Spørgsmål: Det lyder ikke som om du anerkender kritikken af, at der mangler en kurs eller en mere klar markering af konservative værdier?
- Det anerkender jeg bestemt ikke. Vi har lavet et stort strategiarbejde det seneste år, og der er brugt mange kræfter på at tænke kreativt i hele folketingsgruppen. Det, vi mangler nu, er at kommunikere ud, hvad vi vil på en række områder, siger hun til politiken.dk
Politisk ordfører Henriette Kjær fastslog ellers søndag, at det har slidt på De Konservative at sidde i regering. Det kriseramte parti har været nødt til at indgå kompromisser, som var en fejl, og som har efterladt kernevælgerne med en følelse af svigt, lød det fra Henriette Kjær.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned