Et EU-ja åbner for at bruge hemmelige civile agenter
"Diskrete undersøgelser" kan blive en realitet i Danmark, og det er et nybrug med dansk retskultur, lyder det.
Danske borgere og virksomheder vil i fremtiden kunne blive efterforsket af civile embedsmænd, der optræder i rollen som hemmelige agenter i straffesager.
Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten onsdag.
Ifølge både Justitsministeriet og eksperter bliver Danmark som et nybrud i dansk retskultur bundet af EU-bestemmelser om såkaldte "diskrete undersøgelser", hvis danskerne 3. december stemmer ja til at ændre retsforbeholdet til en tilvalgsordning.
Der er konkret tale om, at de øvrige EU-lande kan anmode Danmark om bistand til "efterforskning i straffesager, som foretages af embedsmænd, der arbejder under dække eller falsk identitet", skriver Justitsministeriet i et notat ifølge Jyllands-Posten.
Notatet handler om konsekvenserne for Danmark ved det såkaldte direktiv om den europæiske efterforskningskendelse, som er én af de retsakter, som danskerne skal stemme om.
Formand for strafferetsudvalget i Advokatrådet Sysette Vinding Kruse advarer om, at Danmark begiver sig ind på "en farlig glidebane", hvis embedsmænd får lov at arbejde som hemmelige agenter, og at det er "retssikkerhedsmæssigt meget betænkeligt".
Udenrigsordfører Nick Hækkerup (S) bekræfter over for Jyllands-Posten, at der i tilfælde af et ja "vil være situationer, hvor man vil kunne foretage efterforskningsskridt, der ikke er tradition for i Danmark".
Alle tre nej-partier er stærkt kritiske.
Justitsminister Søren Pind (V) oplyser i et skriftligt svar til avisen, at Danmark "ikke vil være forpligtet til at tillade diskrete undersøgelser, som ikke ville kunne foretages efter dansk ret", og at Danmark kun vil benytte "civile agenter i meget begrænset omfang".
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned