EU-boss besøger statsministeren for at diskutere sikkerhed
EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen og statsminister Mette Frederiksen (S) har mødt hinanden ved flere lejligheder. Arkivfoto: Gleb Garanich/Ritzau Scanpix
Gleb Garanich/Ritzau Scanpix
Hærens Officersskole får besøg af både Mette Frederiksen og EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen.
EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen besøger tirsdag statsminister Mette Frederiksen (S).
Det skriver Statsministeriet på X.
Duoen skal til et arrangement på Hærens Officersskole på Frederiksberg om europæisk sikkerhed og forsvar, skriver Statsministeriet.
Besøget finder sted dagen før lanceringen af et EU-forslag om, hvordan mange milliarder kroner skal investeres i forsvaret af Europa.
Det skal lægge grundstenene til et langt stærkere forsvar, hvor Europa er meget mindre afhængige af USA rent forsvarsmæssigt.
På et ekstraordinært EU-topmøde i forrige uge blev EU-landenes stats- og regeringschefer enige om von der Leyens oprustningsplan. Den hedder "Rearm Europe".
Den lægger op til at opruste Europa primært via lånte penge samt gældsætning.
Med planen vil EU-Kommissionen åbne alle sluser for penge til forsvar. Von der Leyen mener, at det kan mobilisere op til 800 milliarder euro. Det svarer til knap 6000 milliarder kroner.
EU-landene får ligesom under corona- og energikrisen igen lov til at overskride EU's budgetregler.
De skal sikre underskud på maksimalt tre procent af bruttonationalproduktet (bnp) og en gæld, der ikke overstiger 60 procent af bnp. Undtagelsen fra budgetreglerne gælder, hvis pengene bruges på forsvar.
Derudover vil EU-landene også få adgang til at bruge strukturfondsmidler på forsvarsrelaterede investeringer. Pengene går normalt til at udligne økonomiske og sociale forskelle mellem regionerne i Europa.
Danmarks økonomi er dog så stærk, at det ifølge regeringen formentlig ikke bliver nødvendigt for Danmark at bruge EU-mulighederne for at finansiere oprustningen.
Lanceringen af EU-forslaget onsdag vil se på, hvilke kapaciteter det giver mening i at investere i sammen. Det kunne eksempelvis være luftforsvar og droner.
Til maj vil EU derefter holde et topmøde med Storbritannien, hvor man skal diskutere muligheden for at samarbejde med tredjelande om Europas forsvar.
På det ordinære EU-topmøde i juni skal EU-landene træffe konkrete beslutninger om, hvordan man vil investere i mere forsvar.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned