Det skal være slut med Wild-west-tilstande, når producenter blander kemiske produkter, som forbrugerne siden smører i ansigtet som eksempelvis cremer. Det har samtlige af EU's miljøministre besluttet tirsdag, og de blæser nu til kamp mod de kemiske cocktails.
Det er den danske miljøminister, Troels Lund Poulsen (V), der har taget initiativ til, at EU's miljøministre skal diskutere problemet med hormonforstyrrende stoffer. Og nu skal Kommissionen i gang med at udarbejde et forslag, som skal beskytte forbrugerne.
- Jeg er en stolt og glad miljøminister. Vi har formået at skabe politisk opbakning til at emne, som har været svært at vinde lydhørhed omkring. Men det er nu lykkedes, og det vil betyde, at vi får bedre forbrugerbeskyttelse, siger Troels Lund Poulsen.
Det er den danske viden og de danske oplysningskampagner, der har overbevist Lund Poulsens europæiske ministerkolleger om, at det skal være slut med de kemiske stoffer. Han forventer dog, at kemiindustrien vil sætte det store lobbyarbejde i gang for at modsætte sig Kommissionens forslag.
- Det bliver en hård og svær kamp, hvor den europæiske kemiindustri vil forsøge at gøre alt, hvad den kan for at undgå ændringer. Men det her handler om vores overlevelse. At der kan fødes børn uden misdannelse og at vi undgår andre bivirkninger, som kemikalietrykket afføder, uddyber ministeren.
Troels Lund Poulsen forventer, at det vil være politisk enighed blandt EU's miljøministre for Kommissionens forslag allerede i 2010. Herefter skal man i samarbejde med Europaparlamentet indrette lovgivningen.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned