EU-Kommissionen har udsat offentliggørelsen af sit i Danmark så omdiskuterede forslag til strammere regler for grænsekontrollen.
Formelt sker udsættelsen af tekniske og praktiske grunde, men flere steder i EU-systemet bliver det bemærket, at offentliggørelsen er udsat til en dag efter valget i Danmark.
Teksten er ifølge Ritzaus oplysninger så godt som færdig. Men i stedet for som planlagt at præsentere den i Strasbourg tirsdag i forbindelse med Europaparlamentets månedlige samling, har den svenske kommissær, Cecilia Malmström, valgt at vente til på fredag.
Der var ellers planlagt et møde tirsdag med parlamentets udvalg for borgerrettigheder, retlige og indre anliggender efterfulgt af et pressemøde med kommissæren klokken 15.30.
Men mandag meddelte hun på skrift udvalget, at hun "institutionelt er ude af stand til at give jer den grundige orientering, der var programsat til klokken 15 i morgen".
Ifølge Malmströms kontor skyldes udskydelsen blandt andet, at man vurderer, der vil være flere journalister til stede i Bruxelles på fredag end tirsdag i Strasbourg.
Uden at gå i detaljer skriver Malmström selv, at der er "en række grunde" til udsættelsen.
Lektor Gerd Battrup fra Institut for Grænseforskning ved Syddansk Universitet tror ikke, det er et tilfælde, at offentliggørelsen sker en dag efter valget i Danmark.
- Det er jo indlysende. Malmström læser rigtig godt dansk. Hun kan selvfølgelig have alle mulige andre grunde til det. Men kommissæren har jo ikke lyst til at få det her gjort til en del af et dansk valg, siger Gerd Battrup.
Kommissionens forslag har som udgangspunkt ikke direkte sammenhæng med de såkaldte spot-check, den danske regering indførte ved Danmarks grænser tidligere i år.
EU-Kommissionens forslag sigter mod at præcisere reglerne for skærpet personkontrol, som kan indføres for eksempel i forbindelse med store politiske møder, sportsbegivenheder eller terrorhandlinger.
Ifølge det foreløbige oplæg, som Ritzau er i besiddelse af, bliver det i højere grad end i dag kommissionen, der skal afgøre, hvornår et land midlertidigt kan indføre skærpet grænsekontrol.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned