Ex-DF'er modsiger Messerschmidt-forklaring fuldstændig
Rikke Karlsson nægter at have deltaget i formelle eller uformelle møder, sådan som Messerschmidts siger.
Europaparlamentsmedlem Rikke Karlsson (tidligere DF) kan overhovedet ikke genkende forklaringen fra DF's EU-parlamentsmedlem Morten Messerschmidt i sagen om Meld og Feld.
Messerschmidt har onsdag trukket sig fra posten som leder af DF i Europaparlamentet, efter hvad han beskriver som formalitetsfejl i sagen, hvor Karlsson ifølge egen forklaring er blevet meldt ind i en bestyrelse uden at kende til det.
Dokumenter fra det franske indenrigsministerium, som Ekstra Bladet har fremlagt, viser, at både parlamentsmedlemmet Jørn Dohrmann (DF) og Rikke Karlsson har været medlemmer af ledelsen i den politiske alliance Meld.
De blev valgt på fondens generalforsamling tilbage i november 2014, hvor ingen af dem var til stede. Messerschmidt husker ellers at have set dem begge til mindst et møde.
- Rikke Karlsson har også deltaget i et af dem, et ganske stormombrust et i november 2015, siger han.
- Det var generalforsamling og kombineret bestyrelsesmøde, og ved det seneste deltog alle fire MEP'ere, siger Messerschmidt og henviser til de daværende fire DF-medlemmer af EU-Parlamentet.
Men Karlsson modsiger Messerschmidts forklaring:
- Det, der er foregået, er juridisk ulovligt. Vi har ventet nogle dage på, at Messerschmidt skulle finde dokumentation for, at vi skulle have givet vores besyv med, og det har han ikke kunnet finde.
- Han kalder møderne uformelle, men det giver på ingen måde mening for mig, siger hun.
Til spørgsmålet om Messerschmidt lyver, siger hun:
- Det må jeg jo sige, at han gør. Jeg har ikke deltaget i nogen møder - jeg har ikke deltaget i noget som helst. Det passer simpelthen ikke, at jeg hverken formelt eller uformelt har deltaget i noget som helst.
Heller ikke Jørn Dohrmann var til stede, da han blev valgt som bestyrelsesmedlem. Han har dog ingen kommentarer til, at Morten Messerschmidt har trukket sig som formand.
- Jeg tager Morten Messerschmidts pressemeddelelse til efterretning, og så tager vi diskussionen videre, når vi mødes igen i Bruxelles, siger han.
Karlsson har både anmeldt Messerschmidt til det danske politi og til EU's svindelkontor, Olaf.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned