Fædre og sønner indtager byråd i Mariagerfjord og Tønder

Thomas Ørting Jørgensen er blevet valgt til byrådet i Tønder for sit parti, Borgerlisten. Det samme er hans søn på 18 år, Carl Thier Ørting Jørgensen. Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix

Med tirsdagens kommunalvalg er far og søn-par blev valgt ind i byrådet i både Mariagerfjord og Tønder.

Offentliggjort Sidst opdateret

Flere steder i landet deler forældre og børn interessen for kommunalpolitik.

I Mariagerfjord skal den 75-årige Erik Kirkegaard Mikkelsen og hans 41-årige søn Jesper Skov Mikkelsen sidde i byrådet sammen.

De er begge valgt for Venstre, skriver Nordjyske.

Jesper Skov Mikkelsen er nyvalgt i byrådet med 349 personlige stemmer.

Hans far er en noget mere dreven politiker. Han har været i politik i omkring 24 år og bar borgmesterkæden i Mariager Kommune fra 1998 frem til 2007.

Det afskrækker ingen af dem, at de nu skal sidde sammen i byrådet.

- Vi har vidst, det kunne blive en realitet, siden vi begge stillede op.

- Vi sidder ikke lårene af hinanden og har vidt forskellige holdninger på nogle punkter - men er også på nogle punkter enige, siger Jesper Skov Mikkelsen til Nordjyske.

I alt valgte 203 borgere at sætte deres kryds ved Erik Kirkegaard Mikkelsen.

Han var oprindeligt konservativ, stiftede efterfølgende sin egen borgerliste, men endte til sidst hos Venstre.

Trods sin fortid som borgmester er hans ambitioner i dag beskedne. Han går ikke efter de store poster.

- Jeg vil ikke stå i vejen for de yngre. Politisk ser jeg frem til at gøre nogle af mine sager færdig.

- Små dryp rundt omkring i kommunen, hvor jeg hjælper borgere, der ikke kan komme overens med forvaltningen, siger han til Nordjyske.

Også i Tønder Kommune går to af lokallisten Borgerlistens tre mandater til 18-årige Carl Thier Ørting Jørgensen og hans far, Thomas Ørting Jørgensen.

De har nemlig begge fået plads i byrådet, skriver TV Syd.

Thomas Ørting Jørgensen er spidskandidat for Borgerlisten. Han stiftede desuden partiet i Tønder tilbage i 2017.

Det fik sønnens øjne op for kommunalpolitik, og derfor besluttede Carl Thier Ørting Jørgensen at stille op, når han rundede de 18 år.

- Jeg glæder mig til at kæmpe for unge og for klimaet, og jeg ser frem til at gøre det ved min fars side, siger Carl Thier Ørting Jørgensen til TV Syd.