Færøsk folketingsmedlem vil nødigt afgøre dansk valg
Sjúrður Skaale, som er fra Socialdemokratiets søsterparti Javnaðarflokkurin, forsøger at undgå, at de nordatlantiske mandater afgør det danske folketingsvalg. Men det står han rimelig alene med. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Det er før sket, at de grønlandske og færøske mandater har afgjort, hvem der har vundet valget i Danmark.
Det færøske folketingsmedlem Sjúrður Skaale vil gerne have de fire nordatlantiske folketingsmedlemmer til at give håndslag på, at de altid vil pege på den statsministerkandidat, som får størst opbakning i Danmark.
Med et tæt valg kan de fire mandater fra Grønland og Færøerne blive afgørende, og det vil være forkert og udemokratisk, mener han.
- Jeg synes faktisk, at det er en rimelig principiel sag, siger Sjúrður Skaale.
- Men interessen i Danmark har været forsvindende lille, selv om meningsmålinger har vist, at det kan ske, at de nordatlantiske mandater kan gøre vinderen til taber og taberen til vinder, siger han.
Ved valget i 1998 var det de nordatlantiske vælgere, der afgjorde det danske folketingsvalg.
Faktisk var det kun 176 færøske stemmer, der betød, at Venstre-formanden Uffe Ellemann-Jensen tabte statsministerposten til Poul Nyrup Rasmussen (S).
Det var også lige ved at være tilfældet i 2015, hvor alle fire nordatlantiske mandater blev røde. Daværende Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen fik kun lige nøjagtig sejren med 90 mandater mod 89 mandater.
Men som det ser ud nu, står han ganske alene i sit forsøg på at forhindre de nordatlantiske mandater i at afgøre det danske valg.
De to grønlandske folketingsmedlemmer Aki-Matilda Høegh-Dam fra partiet Siumut og Aaja Chemnitz fra partiet Inuit Ataqatigiit (IA) afviser fuldstændig idéen. Begge støttede Mette Frederiksen (S) efter det seneste valg.
- Hvem der er statsminister i Danmark har altid haft enorme konsekvenser for den grønlandske befolkning og for Grønland, siger Aki-Matilda Høegh-Dam.
- Vi kommer til at pege på den statsministerkandidat, som er bedst for den grønlandske befolkning. Det er ikke til diskussion.
Heller ikke Aaja Chemnitz er enig med Sjúrður Skaale.
- Jeg synes ikke, at vi skal være bange for at putte vores mandat i spil for at pege på en statsministerkandidat, siger hun.
Sjúrður Skaale, som er fra Socialdemokratiets søsterparti Javnaðarflokkurin, har også taget spørgsmålet op i sit parti. Men heller ikke her er der lydhørhed. Partiets linje er at støtte en socialdemokratisk regering.
Både Aki-Matilda Høegh-Dam og Aaja Chemnitz genopstiller til Folketinget.
Sjúrður Skaale genopstiller også ved valget, mens Edmund Joensen fra det liberale færøske parti Sambandsflokkurin efter snart 15 år i Folketinget ikke genopstiller.
Han har været det eneste blå nordatlantiske folketingsmedlem i denne valgperiode.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned