FAKTA: Disse områder har Grønland kontrol over
Der er valg til det grønlandske parlament, Inatsisartut, tirsdag. (Arkivfoto). Foto: Sarah Meyssonnier/Reuters
Grønland kan ikke hjemtage udenrigspolitikken. Men mange andre områder kan selvstyret tage kontrol over.
Grønland går tirsdag til valg - et valg, der blandt andet har været præget af debatten om selvstændighed.
Da hjemmestyret blev indført i 1979, begyndte Grønland at hjemtage sagsområder, og siden da er i alt 50 sagsområder blevet helt eller delvist hjemtaget.
I de første årtier blev mange sagsområder hjemtaget. Processen har siden overgangen til selvstyret i 2009 mistet fart. Det forhold fremhæves ofte i debatten om selvstændighed.
Bliv klogere på sagsområderne og processen her:
* I alt har Grønland helt eller delvist hjemtaget 50 sagsområder.
* Tidligt hjemtog Grønland blandt andet folkeskolen (1980), regulering af erhvervsmæssigt grønlandsk fiskeri og fangst (1980), radio og fjernsyn (1980), arbejdsformidling (1980) samt biblioteksvæsenet (1980). Senere fulgte blandt andet offentlig forsyning, herunder el, vand og varme samt havne (1987). Brandvæsnet overgik også til Grønland i 1980'erne. En række andre områder blev også hjemtaget.
* I 1992 blev et af de store områder i form af sundhedsvæsnet hjemtaget af Grønland.
* Siden Grønland overgik til selvstyre i 2009, er råstofområdet og arbejdsmiljø for offshorearbejde (2010) samt tidens bestemmelse (2023) blevet hjemtaget. Dermed kan Grønland selv fastlægge tidsstandard og tidszoner.
* Selvstyreloven giver mulighed for at hjemtage mange yderligere områder. Men der følger nu ikke øget bloktilskud med en hjemtagelse - det var ellers tilfældet under hjemmestyret.
* Overtagelse af et sagsområde betyder, at "selvstyret overtager den lovgivende og udøvende magt på området samt overtager finansieringen af området".
* Der er en lang række områder, som Grønland ikke har hjemtaget - og som dermed hører under rigsmyndighederne, altså regeringen og Folketinget i Danmark.
* På nogle få områder afgør selvstyret helt selv, hvornår det overtager ansvaret:
Det gælder arbejdsskadesikring, de resterende områder under sundhedsområdet, færdselsområdet, formueretten og dykkerområdet.
* Der er også en række områder, som Grønland kan hjemtage på et tidspunkt, som forhandles med rigsmyndighederne. Det skyldes ifølge Statsministeriet, at de kræver "en højere grad af forberedelse":
Det gælder blandt andet kriminalforsorgen, pas, politiet og anklagemyndigheden, retsplejen, udlændingeområdet samt grænsekontrollen, advokatvirksomhed, meteorologi, luftfart og mange andre områder.
* Der er også områder, som Grønland ikke kan hjemtage under selvstyreloven på grund af "hensynet til rigsfællesskabet og særlige bestemmelser i grundloven":
Det gælder udenrigspolitikken, sikkerheds- og forsvarspolitikken, valuta- og pengepolitikken, statsforfatningen, statsborgerskab og højesteret.
Kilder: Lex.dk, Statsministeriet.
/ritzau/
Seneste artikler
Marianne fra Nakskov styrer militærmusikken til brofesten
Jens til indvielse: - Jeg voksede op med historier om Storkereden på den gamle bro
Se video og billeder: Storstrømsløbet er i gang
Henrik og Ulla er rejst flere hundrede kilometer for at fejre broerne
Kaj og Nannas Chevrolet var med i 1937 - nu skal den køre foran kronprinsen
Mest læste artikler
Bar lukker: - Tiden er kommet til at sige farvel
Indisk milliardær forpagter ikonisk kro
Dronning Mary deltager i afsløring på Lolland
Shelter brændt ned: Politiet efterforsker som brandstiftelse
De flyttede fra København til Lolland – og vil aldrig væk igen