FAKTA: Kvindekampskommission vil gøre op med æreskultur
Nej til fætter-kusine-ægteskaber og tildækningsforbud på uddannelsessteder er blandt kommissions anbefalinger.
Kommissionen for den glemte kvindekamp har onsdag i København præsenteret 13 anbefalinger, der skal være med til at bekæmpe æresrelateret social kontrol.
Her er nogle af anbefalingerne:
* Det eksisterende tildækningsforbud, der gælder på offentlige steder, udvides, så det også gælder på uddannelsesinstitutioner.
* Der skal indføres et forbud mod fætter-kusine-ægteskaber i Danmark. Det skal være strafbart at bruge krav om tilbagebetaling af medgift og andre former for pression som et redskab til fastholdelse.
* Kvinder med minoritetsetnisk baggrund, der bryder ud af voldelige forhold, skal kunne få nødvendig hjælp og føle sig trygge i mødet med offentlige myndigheder. Blandt andet skal de ikke frygte at miste deres opholdstilladelse, hvis de går fra deres partner eller ægtefælle.
* Der skal ydes støtte til unge, der kan risikere at blive sendt på ufrivillige udlandsophold, også benævnt som genopdragelsesrejser. Unge, der allerede er blevet sendt til udlandet, skal hjælpes. Regeringen bør sikre, at opholdsgrundlaget for personer over 18 år ikke bortfalder, hvis de sendes på længere ufrivillige udlandsophold.
* Anerkendte trossamfund i Danmark bør redegøre for deres syn på ægteskab og skilsmisse. De skal kunne miste deres anerkendelse, hvis de udøver eller medvirker til udøvelse af æresrelateret vold og social kontrol.
* Politikere, myndigheder og civilsamfundet skal iværksætte tiltag, der styrker rettighederne for personer, der er blevet udsat for æresrelateret vold og social kontrol. Blandt andet skal der oprettes et kontor ved Folketingets Ombudsmand.
* Kvinder, der bliver udsat for æresrelateret vold og social kontrol, skal have højere tillid til de offentlige myndigheder. Det skal blandt andet ske ved, at sagsbehandlere skal uddannes bedre.
* Alle unge skal have undervisning i blandt andet frihedsrettigheder. Et nationalt korps skal tilbyde målrettet undervisning i emnerne på udvalgte skoler.
Kilde: Kommissionen for den glemte kvindekamp.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned