Henriette Klingberg-Nielsen er vokset op i Nysted og Frejlev og bor i dag i Sundby med sin mand Emil og sine tre små børn. Hun stiller op til det kommende kommunalvalg for Venstre. Et parti, der har skiftet ansigt flere gange i hendes liv, men hvor der er velvilje til at gøre livet bedre for børn og familier, mener hun. Foto: PR
“Familier vælger skolen først” – derfor sætter hun børn og unge i centrum
Når politikere taler om bosætning, har en stor del af dem blikket fast rettet mod jobskabelse og erhvervslivet. De glemmer bare, at mange børnefamilier som noget af det første tjekker op på, hvor deres børn kan få den bedste skolegang, mener Henriette Klingberg-Nielsen. Hun stiller op for Venstre og har en mission.
Henriette Klingberg-Nielsen kæmper for bedre skoler på Lolland-Falster
Henriette Klingenberg-Nielsen arbejder for at forbedre skolerne i Guldborgsund for at tiltrække flere børnefamilier til området.
Hun mener, at gode skoler er afgørende for bosætning og ønsker at sikre, at alle elever kan bestå afgangsprøverne.
Hun er endnu ikke valgt ind i byrådet i Guldborgsund, men det kunne man til tider godt tro.
For Henriette Klingberg-Nielsen (V) er allerede en del af flere politiske projekter. Blandt andet står hun bag initiativet "Fremtidens stemmer" sammen med Katrine Burmann (S) og Emma Holm (K), hvor de på tværs af partier vil gøre lokalpolitik mere jordnært for de helt unge vælgere.
Faktisk er hun positivt overrasket over, hvor kort vejen til indflydelse er, når blot man ønsker at tage ansvar - og måske også drikker tilpas meget kaffe.
Henriette Klingberg-Nielsen er vokset op i Nysted og Frejlev og var et af de børn, der tog på cykelture, som plukkede jordbær, og som glemte at komme hjem, fordi hun legede i med børnene på vejen. Der var en stor grad af frihed under ansvar.
- Og det, tror jeg, er en del af kernen i et godt børneliv. Muligheden for at kunne give børn den hverdag i Guldborgsund, er et kæmpe potentiale for at tiltrække flere børnefamilier. Men det kræver, at vi tager ansvar for, hvor vi står. Og her kommer jeg til at gå til valg med en insisteren på, at vi får alle børn og unge med.
Annonce
Forudsætning for tilflytning
Cirka 20 procent af eleverne i kommunens folkeskoler går ud af 9. klasse uden at kunne bestå dansk og matematik. Landsgennemsnittet er 11,8 procent. Det er skandaløst høje tal, mener hun.
- Vi voksne skal kunne gøre det bedre, og det starter længe før, at man starter i skole. Hvis man kigger på de elever, der ikke har bestået eksamenerne, vil jeg mene, at vi kan gøre det bedre, hvis vi reagerer langt tidligere. Målsætningen må være, at alle elever skal kunne bestå afgangsprøven, mener hun, der er uddannet skolelærer.
Gode vilkår og læringsmiljøer i dagtilbud og på skoler vil ikke kun gavne eleverne, mener hun. Der er også et stort potentiale at hente i forhold til bosætning og tiltrækning af nye borgere.
Blå Bog
Henriette Klingberg-Nielsen:
33 år.
Bosat i Sundby siden 2020 med sin mand Emil og børnene Iben, Jakob og Oskar.
Har en kandidatgrad i økonomi samt en uddannelse som folkeskolelærer.
Har derudover et diplom i ledelse.
Arbejder i Vordingborg Kommune som økonomikonsulent på velfærdsområderne.
Stiller op til byrådet for Venstre Guldborgsund ved kommunalvalget i november.
Mærkesager:
Alle børn skal kunne gå ud af folkeskolen med en bestået afgangseksamen.
Bedre styr på økonomien.
Der skal frisættes og forenkles.
Vil arbejde for et stærkere erhvervsliv.
- Jeg hører ofte, at politikere taler om jobmuligheder og beliggenhed, når
det handler om at kunne tiltrække nye borgere. Og det er jeg meget enig i. Men
som mor og forælder ved jeg også, at mine venner altså først går ind og
tjekker kvaliteten af dagtilbud og skoler, før de flytter. Så skal vi tiltrække flere borgere, er det vigtigt, at vi også har gode
rammer for vores børn og familier.
En liberal stemme fra et rødt hjem
Henriette Klingberg-Nielsen er et liberalt menneske, der er vokset op i en socialdemokratisk familie. Hendes far stillede oven i købet op til byrådet for Socialdemokratiet i hendes barndom. Magasinet med den røde rose lå frit på sofabordet, men opdragelsen var også grænsende til borgerlig.
- Da jeg begyndte at modtage SU, havde mine forældre en regel: Hvis jeg havde et arbejde, skulle jeg betale 500 kroner i husleje. Hvis jeg ikke havde et arbejde, skulle jeg betale 1.000 kroner. Så jeg havde et arbejde, forklarer hun.
Trods partipolitiske forskelle bakker familien dog op om Henriette og hjælper med børnepasning, når der er politiske møder. Og det er der brug for, når man som småbørnsmor vil gøre en forskel politisk.
Et parti delt i fire
Annonce
Da Henriette Klingberg-Nielsen første gang stemte til et folketingsvalg i 2011, stemte hun liberalt. Bortset fra et par år i Venstre Ungdom har hun først engageret sig aktivt i partiet for et par år siden.
- Når jeg ser det udefra i dag, forstår jeg det egentlig godt. For der er sket rigtig meget i Venstre I løbet af min ungdom, er partiet næsten delt i fire. Først kom Liberal Alliance, så var det Lars Løkke og til sidst Inger Støjberg, der stiftede hvert sit parti. Den borgerlige krise eksisterer i min optik stadig, men der er ro på i Venstre. Og jeg ser positivt på SVM-regeringen.
Blandt andet på grund af en erkendelse af, at en del af blå blok ikke fungerede sammen, tilføjer hun.
- Samtidig
var der faktisk en mulighed for at føre blå politik i et ellers rødt folketing.
Og Venstre har leveret gode, konkrete resultater i regeringen. Der er lavet vigtige
og store reformer på blandt andet sundheds-, ældre- og skoleområdet, og nu skal det ud
at virke i kommunerne. Det er en af grundene til, at jeg stiller op. Kommunerne
har nu fået friheden til at gøre noget anderledes. Men de har også fået
ansvaret. Og det er i princippet det ansvar, som jeg rigtig, rigtig gerne vil
tage på mig. Og det er også derfor, at der er brug for et stærkere Venstre
i Guldborgsund.
Når Henriette Klingberg-Nielsen først går aktivt ind i politik nu, peger det også på en anden udvikling. Nemlig at færre er medlem af et parti.
Henriette Klingberg-Nielsen ser et større potentiale for at få indflydelse på borgernes liv ved at stille op i lokalpolitik. Foto: PR
Samtidig er kvinder stærkt underrepræsenteret i politik - særligt i toppen.
Et undervurderet valg
I byrådet i Guldborgsund er syv ud af otte formænd for et udvalg en mand, og når hun deltager i politiske møder, ser hun en heller ikke mange yngre medlemmer.
- Engang var alle naturligt medlem af et parti - de var nærmest født ind i det. Der er generationer før mig, der har båret et stort ansvar, og det har jeg kæmpe respekt for. Men det kan også forklare, at for eksempel dagtilbud ikke har været det, der har fyldt mest. Jeg synes, at der er behov for, at hele befolkningen er repræsenteret. Sådan træffer vi de bedste beslutninger.
Hvorfor kommunalpolitik frem for at stille op til Folketinget?
Annonce
- Kommunen er tæt på borgerne. Jeg har altid sagt, at jeg gerne stiller op til noget politisk, men hvis jeg skulle, så skulle det være kommunalpolitik. Lokalpolitik er meget undervurderet. Hver gang det offentlige bruger en krone, så bliver halvdelen brugt i en kommune. Man kan gøre nok så meget omkring
børneområdet fra Christiansborgs side. Men det er jo lokalpolitikerne, der skal
prioritere dem lokalt mellem skoler, ældrepleje, busruter, daginstitutioner og alt muligt andet, der er helt tæt på. Og som er meget vigtigt for borgerne. Det er i det, jeg vil gøre en forskel.
Hendes forældre var i hendes barndom socialdemokrater, imens hun selv har været liberal det meste af sit liv. I dag er hendes far medlem af SF. Foto: PR