Finansminister: DF og V svigter tradition

Både Venstre og Dansk Folkeparti truer med at bryde en årelang dansk tradition ved ikke at stemme for finansloven, selvom de er imod store dele af den, siger finansminister Bjarne Corydon

Efter de første møder om finansloven mener han, at der er ved at tegne sig et mønster, hvor oppositionen har lagt en fælles plan om at true med ikke at stemme for finansloven.

- Det har jeg en kritik af, og den kommer jeg med stille og roligt, men det er faktisk relativt alvorlig.

- Det er et brud på den måde, de partier har opereret på historisk, og det forstår jeg ikke i den alvorlige situation, dansk økonomi befinder sig i, siger Bjarne Corydon.

Det siger han, efter at først Venstre og derefter Dansk Folkeparti har været til møde i Finansministeriet og angiveligt meddelt, at man ønsker, at regeringen dropper nye skatter og afgifter. Ellers vil partierne ikke love at stemme for finansloven.

Dansk Folkepartis finansordføre, Kristian Thulesen Dahl, afviser dog finansministerens udlægning.

- Det har vi ikke forholdt os til. Det vil vi først gøre, når der ligger en aftale. Nu forhandler vi for at fjerne enhver tvivl om, at vi stemmer for, siger Kristian Thulesen Dahl.

Socialdemokraterne har dog selv tidligere brudt præcis den samme traditionen ved ikke at stemme for finansloven, da Poul Schlüter (K) var statsminister. Det ønsker Bjarne Corydon dog ikke at forholde sig til.

- Det ligger meget langt tilbage, før jeg blev en voksen mand, der agerer i politik. Traditionen har været gældende i mange år og været respekteret fra både vores og deres side, siger Bjarne Corydon.

Han kalder dog forhandlingerne med Dansk Folkeparti "udmærkede".

- Der bliver rejst en række spørgsmål, og der er mulighed for at sætte gang i nogle decentrale forhandlingsforløb, siger Bjarne Corydon.

Han vil dog ikke fortælle, hvor der kan være udsigt til at få delaftaler i hus med Dansk Folkeparti.

/ritzau/

S har selv brudt den tradition, som finansministeren nu anklager V og DF for at løbe fra. DF afviser anklager.

Offentliggjort Sidst opdateret