Finanstilsynet revser banker for dobbeltmoral og svigt
Panama City var stedet, hvorfra advokatselskabet Mossack Fonseca havde millioner af konti. Foto: Free
Free
Bankerne har langt fra gjort nok for at undgå hvidvaskning af penge. Det skriver Finanstilsynet i redegørelse.
De danske banker har ikke gjort nok for at stoppe hvidvaskning af penge. Det skriver Finanstilsynet i en redegørelse, der er skrevet oven på sagen om de såkaldte Panama-papers.
Papirerne afslørede millioner af konti og selskaber i Panama fra advokatselskabet Mossack Fonseca.
De mistænkes for at være brugt til skatteunddragelse. Skat købte papirerne, og de har indgået i Finanstilsynets undersøgelse.
- Det er ikke muligt at drive et sundt og robust pengeinstitut, hvis ledelsen ikke samtidig tillægger hvidvasklovens bestemmelser betydning.
- Det er Finanstilsynets vurdering, at denne forpligtelse ikke i tilstrækkelig grad bliver iagttaget, skriver Finanstilsynet i redegørelsen.
Tilsynet skriver derudover, at bankerne bør "øge deres fokus væsentligt" på at leve op til reglerne og modvirke kunders skatteunddragelse.
I redegørelsen fortæller tilsynet, at de undersøgte banker alle oplyser, at det er en del af deres værdigrundlag ikke at medvirke til skatteunddragelse.
Mange banker har dog ikke stillet spørgsmålstegn ved velhavende kunders selskaber i udlandet, deriblandt Panama, og har ikke gjort nok for at opdage og standse skatteunddragelse.
- Dermed er de nedskrevne værdigrundlag ikke i tilstrækkelig grad retvisende for den kultur, der i realiteten er fremherskende i de pågældende banker, skriver tilsynet i redegørelsen.
De indkøbte Panamapapers har ikke ændret noget nævneværdigt for Finanstilsynets undersøgelse, der kun fokuserer på regelbrud i Danmark.
- Derimod kan det ikke afvises, at materialet kan indeholde oplysninger om koncernforbundne bankers udenlandske filialer.
- Finanstilsynet har alene kompetence til at føre tilsyn med hvidvaskreglerne her i landet, hvorfor eventuelle oplysninger om selskaber placeret i andre lande, falder uden for Finanstilsynets ressort, hedder det.
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie