Fodboldklubber vil bruge ansigtsgenkendelse til at stoppe voldsmænd

FCK-fans med romerlys under superligakampen mellem Brøndby IF og FC København på Brøndby Stadion søndag den 12. maj i år. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Efter et møde hos justitsministeren betoner fodboldaktører, at de vil bruge ansigtsgenkendelse til at forhindre fodboldbøller i at komme på stadion.

Offentliggjort Sidst opdateret

En systematisk skanning af fodboldtilskueres ansigter kan være et værn mod vold og ødelæggelse.

Det håber de danske fodboldklubber, der har sat gang i forarbejdet mod at få etableret et nationalt system til ansigtsgenkendelse på stadioner.

Sådan lyder et af svarene fra Divisionsforeningen, FC København og Brøndby IF, da de torsdag kom ud fra et møde hos justitsminister Peter Hummelgaard (S).

- Vi undersøger, om vi kan arbejde mere omfattende med ansigtsgenkendelse, end vi gør i dag, sagde Claus Thomsen, direktør i Divisionsforeningen.

- Vi er ved at kigge på, om det kan lade sig gøre at have national ansigtsgenkendelse hos alle klubber. Kan det teknisk og juridisk lade sig gøre? Det er vi i færd med at finde ud af.

Justitsministeren havde indkaldt fodboldverdenens aktører til en samtale, efter at fodboldfans skabte utryghed og hærgede en 7-Eleven-butik til kampen mellem FC København og Brøndby den 1. september.

Peter Hummelgaard har været yderst kritisk indstillet over for klubbernes ansvar, hvor han meldte sig klar til at "stille stolen for døren for aktørerne i fodboldverdenen".

- Er der ikke noget af det, der lykkes, så er jeg klar til at sige, at så kan det være, vi skal køre en længere periode, hvor de store klubber, hvor der altid er ballade, ikke får lov til at spille med fans eller udebanefans, sagde Peter Hummelgaard til DR op til mødet.

Aktørerne nedtonede dog den bekymring efter mødet, hvor ansigtsgenkendelsen i stedet fyldte.

Brøndby IF har allerede implementeret et system til ansigtsgenkendelse, når man dukker op ved portene til stadion. Her krydstjekker systemet ansigterne med det nationale fanregister, hvor karantæneramte tilskuere skrives ind.

- Hvis man kommer til stadion og er i det her system, så vil man blive genkendt, en rød lampe lyser, og så kan man ikke komme ind, sagde Ole Palmå, direktør i Brøndby IF.

Klubben har kørt systemet som den eneste klub siden 2019.

Nu har FC København også en ansøgning liggende hos Datatilsynet om samme system. Den har været i proces i fem måneder.

Systemet skal hjælpe med at holde uønskede gæster ude af stadion.

- For det er rigtig svært, når man har 44 indgange og 38.000 mennesker, der kommer ind, lige at spotte de mennesker, der ikke må komme ind, sagde FC Københavns direktør, Jacob Lauesen.

- At man har et kamera, der kigger på dig, og så lyser rødt eller grønt, det er altså en nemmere vej, end at nogen skal huske alle ansigter på vej ind på et stadion.

En ting er, at ansigtsgenkendelsen kan blokere adgangen for karantæneramte fans.

Det kan også bruges til at efterforske nye overtrædelser inde på stadion.

Når der opstår tumult på tribunerne, vil klubberne gerne kunne bruge teknologien til at genkende, hvem der er ansvarlige.

- Når du laver noget inde på et stadion, der gør, at du kan få en bøde eller karantæne, så kan man med ansigtsgenkendelse finde ud af, hvem de er, og hvilken billet de er kommet ind på, sagde Jacob Lauesen fra FC København.

Klubbernes fanorganisationer var også indkaldt til mødet, men de afviste at give kommentarer efterfølgende.

/ritzau/

Derby endte med hærværk og vold

* Kampen mellem FC København og Brøndby i Parken 1. september endte med flere sager om vold mod tjenestemænd og en plyndret 7-Eleven-forretning på Svanemøllen Station.

* Blandt andet affyrede en lille gruppe Brøndby-fans fyrværkeri mod politibetjente i Fælledparken.

* Ingen kom umiddelbart alvorligt til skade i forbindelse med episoden, og politiet foretog ingen anholdelser.

* Under derbyet havde Brøndby-fans medbragt et stort banner med teksten "Spark og slå på FCK!". Samme budskab bar en række fans på T-shirts.

* Det medførte, at Brøndbys fans fremover skal have godkendt deres tifoer til udekampene ifølge klubben.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu