Folketinget vil sende en halv milliard kroner til Syrien
Den syriske by Aleppo bombarderes i den østlige bydel. Danmark vil øge ulandsbistanden med over 900 millioner kroner, hvoraf 435 millioner kroner skal gå til nødhjælp i Syrien. Foto: AP/Salah Ashkar
AP/Salah Ashkar
Folketingets finansudvalg drøfter nødhjælp til Syrien efter ønske fra finansminister Kristian Jensen (V).
Folketingets finansudvalg forhandler torsdag morgen regeringens ansøgning om at øge ulandsbistanden i år med 938,3 millioner kroner. Heraf går 435 millioner kroner til nødhjælp i Syrien.
Det oplyser udviklingsminister Ulla Tørnæs (V), som er i samråd i finansudvalget om aktstykket (ansøgningen) med finansminister Kristian Jensen (V).
- Det er meget forkert, hvis vi - på grund af det jeg vil kalde politisk polemik - forhaler pengene. Hvis aktstykket ikke godkendes, vil yderligere aktiviteter for en halv milliard kroner ikke kunne godkendes, siger Ulla Tørnæs.
- Derfor håber jeg meget, at finansudvalget senere i dag godkender aktstykke 40. Medarbejdere på Asiatisk Plads (Udenrigsministeriet) sidder klar til straks at udmønte pengene.
Beløbet skyldes, at Danmark i år bruger langt færre penge end planlagt til at huse og integrere asylansøgere, oplyser finansministeren.
Nødhjælpen til Syrien blev onsdag et brandvarmt tema, da Folketinget tredjebehandlede næste års finanslov.
Her anklagede Kristian Jensen oppositionen for at bremse penge til nødhjælp til det krigshærgede Syrien.
Den samlede opposition - Socialdemokratiet, De Radikale, SF, Alternativet og Enhedslisten - foreslog at bruge 200 millioner kroner til uforudsete udgifter i 2017 og i stedet øremærke beløbet til nødhjælp i den syriske by Aleppo.
Oppositionen havde ventet, at regeringen fremlagde friske tal for langt færre asylansøgere i Danmark, da regeringen forleden fremlagde Økonomisk Redegørelse, siger Socialdemokratiets finansordfører.
- Antallet af asylsøgere, som i sidste del af 2016 kom til Danmark, har været langt lavere end planlagt. Vi har i dette udvalg ikke i sinde at trainere (forhale) eller drille, siger Benny Engelbrecht.
De Radikales finansordfører, Martin Lidegaard, kaldte det "direkte upassende", at Ulla Tørnæs advarede mod "politisk polemik".
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned