Folketingsmedlem vil være formand for Inuit-parti
Så har den første kandidat til formandsposten i det grønlandske parti Inuit Ataqatigiit meldt sig på banen.
Sara Olsvig, der både er medlem af Inatsisartut - det grønlandske landsting - og Folketinget for partiet har meddelt, at hun gerne vil afløse Kuupik Kleist, der annoncerede sin afgang tidligere på året.
- Jeg har viljen, lysten og gejsten, og jeg vil være med til at skabe sammenhold og samarbejde i politik og i hele landet, forklarer Sara Olsvig ifølge avisen Sermitsiaq i en pressemeddelelse.
Hun forklarer, at hendes primære mål som eventuel formand bliver at stå i spidsen for brede politiske forlig inden for velfærdspolitikken, fiskeripolitikken og råstofpolitikken.
- De tre områder er grundpillerne i disse års udvikling af vores land. Vi skal skabe samarbejde og politisk stabilitet på disse områder, så vi får skabt tryghed og ro for vores borgere og for erhvervene, siger hun ifølge Sermitsiaq.
Den nye formand skal vælges på et ekstraordinært landsmøde den 30 maj i Nuuk. Om der kommer et modkandidat vil de kommende uger vise.
Tidligere har hovedbestyrelsesmedlemmet Juliane Henningsen afvist at stille op, efter at hun ellers havde overvejet det.
Et andet medlem af hovedbestyrelsen, Aqqaluaq B. Egede, har ligeledes sagt, at han overvejer at stille op, men han har endnu ikke offentliggjort en endelig beslutning.
Hvis Sara Olsvig bliver ny formand for partiet, vil hun ifølge Sermitsiaq droppe sin plads i Folketinget.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie