For sent afleveret blanket tippede flertallet i Lejre
Lejre Kommune får en ny borgmester til næste år, når Tina Mandrup (S) afløser Carsten Rasmussen (S). (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Enhedslisten missede et mandat i Lejre, da valgforbund kom for sent. Det gav ifølge sn.dk en blå borgmester.
Hvis Lejre Kommunes borgmester, Carsten Rasmussen (S), ærgrer sig over at skulle give posten videre til Tina Mandrup (V), er der ikke meget at sige til det.
Det var nemlig en for sent afleveret blanket, som var med til at tippe flertallet i kommunen ved tirsdagens kommunalvalg. Det skriver sn.dk.
Enhedslisten ville gerne indgå i et valgforbund med Socialdemokratiet og SF ved valget, men det lykkedes ikke, da en blanket blev afleveret 3,5 time for sent.
Var det sket til tiden, havde partiet fået et ekstra mandat ved valget. Mandatet gik derimod til De Konservative, og så var der i stedet et borgerligt flertal.
Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti fik 13 mandater og dermed et flertal, da der er 25 medlemmer i kommunalbestyrelsen i Lejre.
- Tallene viser, at valgforbundet havde udløst et mandat mere til Enhedslisten på bekostning af den borgerlige side.
- Så i dette tilfælde har en teknisk fejl flyttet flertallet, siger lektor Flemming Juul Christensen fra Roskilde Universitet til sn.dk.
Et valgforbund betyder, at to eller flere partier lægger deres stemmer sammen.
Det benyttes typisk af mindre partier, der risikerer ikke at få stemmer nok til et mandat ved et valg.
Ved at indgå valgforbund med et nærtstående parti kan man måske være med til, at det andet parti vinder et ekstra mandat.
Der er cirka 28.000 indbyggere i Lejre Kommune, som ligger på Midtsjælland.
Den største stemmesluger i kommunen ved tirsdagens valg blev den kommende borgmester, Tina Mandrup fra Venstre.
Hun fik 2078 personlige stemmer. Det svarer til cirka hver ottende af de afgivne stemmer i kommunen.
Den næste på listen blev den afgående borgmester, Carsten Rasmussen fra Socialdemokratiet. Han fik 1201 stemmer ved valget.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned