Forsker: Politiske diplomater kan ses som vennetjenester
Statsministeren har i forbindelse med Bertel Haarders (V) afslag af stillingen som generalkonsul i Flensborg luftet nye ideer om det danske diplomatis fremtid. Arkivfoto. Foto: Polfoto/Olufson Jonas
Polfoto/Olufson Jonas
Statsministerens forsøg på at nytænke det danske diplomati kan hurtigt støde på modstand, mener seniorforsker.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har i forbindelse med Bertel Haarders (V) afslag af stillingen som generalkonsul i Flensborg luftet nye ideer om det danske diplomatis fremtid.
Her har han udtalt, at det danske diplomatkorps bør suppleres med politiske repræsentanter.
Denne tankegang kan dog hurtigt skabe usikkerhed om, hvordan den nye type diplomater bliver udpeget. Det mener Hans Mouritzen, der forsker i dansk udenrigspolitik ved Dansk Institut for Internationale Studier (Diis).
- Ulemperne kan være, at nogle vil sige, at det bare er en måde at belønne levebrødspolitikere og belønne vennerne ved at give dem nogle velaflønnede job ude i verden, siger han.
- Så den kritik vil man nok komme til at høre.
Statsministerens tanker om politiske repræsentanter er et brud med den danske tradition for de såkaldte karrierediplomater, der bruger årevis på at arbejde sig op i graderne i Udenrigsministeriet.
Statsministeriet kan fredag eftermiddag ikke komme med yderligere oplysninger om, hvilke andre poster Lars Løkke Rasmussen overvejer at besætte med politisk udpegede repræsentanter.
Men der kan være fordele ved at ændre på traditionen, mener Hans Mouritzen.
- Forudsat at der udpeges en god mand eller kvinde, så får du lidt nytænkning, der bryder med ministeriets vanetænkning, siger han.
Mere problematisk er det, at den nye type diplomater ikke vil have den samme stærke tilknytning til ministeriet.
- Du sikrer dig en ubetinget loyalitet i forhold til Udenrigstjenesten, hvis du har en af deres egne karrierediplomater.
- For så har du en person, som har gået hele vejen op gennem systemet, siger han.
Hans Mouritzen mener, at ideen om at politiske repræsentanter kan minde om systemet i USA, hvor ambassadører udpeges af præsidenten og dermed også skiftes ud, når der kommer en ny politisk leder.
Her har man oplevet, at netop den manglende loyalitet har været et problem. Blandt andet fordi tidligere diplomater har valgt at udlevere saftige historier fra deres tjenestetid.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned