Forsvarets skandale-helikoptere er først klar i 2014
Forsvaret må vente indtil 2014, før deres kraftigt kritiserede EH-101 helikoptere kan anvendes til troppetransporter.
Det oplyser forsvarsminister Nick Hækkerup (S) i et svar om sagen til Folketingets statsrevisorer. De fandt det for nylig "stærkt kritisabelt", at Forsvarsministeriet ikke har samarbejdet fuldt ud om helikopterne, som er stærkt forsinkede og dyrere end planlagt.
Helikopterne har så mange fejl og så lang leveringstid, at de siden 2010 kun har været operativt til rådighed 53-55 procent af tiden, mens målet er 65 procent. Målet nås ifølge Forsvarskommandoen først i 2014.
For at løse problemet har leverandøren, AgustaWestland, stillet en nøglemedarbejder på fuld tid til rådighed for Forsvarets Materieltjeneste.
I 2011 var driftsomkostningerne ifølge Rigsrevisionen 214 millioner kroner for EH-101 helikopterne mod 76 millioner kroner, da de blev anskaffet. Statsrevisorerne har kritiseret, at regningen er steget væsentligt.
Samtidig fandt Folketingets statsrevisorer det "stærkt kritisabelt", at Forsvarsministeriet har været "mindre samarbejdsvillige" i flere tilfælde ved Rigsrevisionens undersøgelse af EH-101 helikopterne.
Forsvarsminister Nick Hækkerup er helt enig i kritikken.
- Jeg er naturligvis fuldstændig enig i nødvendigheden af et konstruktivt, smidigt og rettidigt samarbejde med Rigsrevisionen, og vigtigheden af dette samarbejde er drøftet med forsvarschefen, oplyser han.
Derfor har Forsvarsministeriets departementschef, Lars Findsen, indført månedlige møder, hvor man gennemgår sager fra Rigsrevisionen.
Desuden har han bedt forsvarschef Peter Bartram medvirke til at sikre, at Rigsrevisionen ikke fremover kan kritisere ministeriets samarbejde.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie