Frank J går fri af kritik fra ombudsmand

Folketingets Ombudsmand retter en kritik af ansættelser i overborgmester Frank Jensen (S) sekretariat. Ombudsmanden understreger dog, at der ikke er grundlag for at kritisere Frank Jensen selv. Sagen om ansættelser drejer sig om syv stillinger, der blev besat den 1. januar 2010, da Frank Jensen satte sig på posten som Københavns overborgmester. To af medarbejderne var med i Frank Jensens valgkamp og andre har tætte bånd til Socialdemokraterne.

Men ombudsmanden fokuserer sin kritik på, at stillingerne ikke var slået op efter reglerne, og at der kun blev afholdt samtaler med de personer, der senere fik stillingerne.

"Jeg må dog anse det for kritisabelt, at kommunen ikke gennemførte samtaler med andre ansøgere, som havde taget en relevant uddannelse, inden den vurderede, hvem der samlet set var bedst kvalificeret til stillingen som deltidskonsulent", skriver ombudsmanden i sin redegørelse.

Stillingen som deltidskonsulent gik til en af Frank Jensens hjælpere fra valgkampen.

- Det er selvfølgelig aldrig rart at få kritik fra ombudsmanden, og den ville jeg gerne have været foruden. Processen omkring ansættelserne har ikke været god nok, siger Frank Jensen.

Han glæder sig dog over, at ombudsmanden direkte skriver, at der ikke er grundlag for at kritisere Frank Jensens personlig rolle i sagen.

- Jeg er blevet anklaget for både nepotisme og magtfordrejning i denne sag. Nu har jeg ombudsmandens ord for, at anklagerne ikke har været berettigede, og det er jeg selvfølgelig tilfreds med, siger Frank Jensen.

/ritzau/

Folketingets Ombudsmand kritiserer arbejdsgangen ved ansættelser i overborgmester Frank Jensens sekretariat. Frank Jensen selv slipper for kritik.

Offentliggjort Sidst opdateret