Frederiksen: Rigelig kompensation skal sikre ny asylmodel
Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, præsenterede mandag partiets udspil til ny udlændingepolitik. Det har fået meget kritik, men også ros for at være et seriøst bud på at løse den internationale flygtningekrise. Foto: Scanpix/Mads Claus Rasmussen/arkiv
Scanpix/Mads Claus Rasmussen/arkiv
En uges intens debat har ikke svækket Mette Frederiksens tro på, at S' nye asyludspil kan gennemføres.
"Retfærdig og realistisk", lyder titlen på det udlændingeudspil, Socialdemokratiet med formand Mette Frederiksen i spidsen lancerede mandag i den forløbne uge.
Spørger man kritikerne, skulle titlen hellere have været "Uretfærdig og urealistisk". Men efter fem dages intens debat har Mette Frederiksen noteret sig den første sejr.
- Alle har været tvunget til at erkende, at det nuværende flygtningesystem faktisk ikke fungerer, siger hun.
- Det er vigtigt for vores evne til at håndtere flygtningesituationen, at vi bare er nået derhen.
Af det 43 sider lange politiske udspil, S præsenterede mandag, er det særligt ét forslag, der har påkaldt sig opmærksomhed: Et stop for muligheden for at søge asyl i Danmark.
Socialdemokratiets vision er, at asylansøgere, der kommer til Danmark, sættes på et fly til et modtagecenter i et endnu unavngivet land uden for EU.
Her skal deres sag behandles. Har de krav på beskyttelse, kan de få det i en FN-drevet lejr i et andet, heller ikke specificeret, land. Men ikke i Danmark.
Men hvorfor i alverden skulle noget land gå med til det, har spørgsmålet lydt ugen igennem.
Mette Frederiksen mener ikke, at det er så urealistisk.
Selv om det altså vil fordre, at Danmark både formår at overtale et land til at huse et modtagecenter. Og et eller flere andre lande, samt FN, til at overtage ansvaret for de mennesker, som Danmark vurderer har et beskyttelsesbehov.
- Men vi påstår ikke, at det er nemt eller kan lade sig gøre fra den ene dag til den anden, fastslår hun.
- Det er ikke sikkert, at UNHCR (FN's flygtningeagentur, red.) vil sige ja nu. Men i og med, at UNHCR's eneste opgave er at beskytte verdens flygtninge, må det være muligt at lave sådan en aftale, hvis der er en rigelig kompensation.
Frederiksen henviser også til den aftale, EU har indgået med Tyrkiet, som reelt har lukket flygtninge- og migrationsruten over Balkan. Den tjener som bevis på, at det er muligt at indgå aftaler af den karakter, mener hun.
Socialdemokratiet mener, at den model vil betyde, at Danmark selv kan beslutte, hvor mange flygtninge der er plads til.
S-formanden nægter grundlæggende at acceptere, at politikerne ikke kan styre, hvor mange der kommer hertil.
- Tænk at have som udgangspunkt, at det ikke er folkevalgte politikere, der skal bestemme. At det ikke er Danmarks befolkning, der skal bestemme over deres eget land. Det går jo ikke, siger hun.
Seneste artikler
Samarbejdet er ophørt: Valsemøllen er ikke trygge ved Danish Agro
Kommunen stod ved døren: - Vi var skjult
Et mausoleum over dansk sukkerproduktion
Forfatteren bag Badehotellet og Krøniken er død - 78 år
Pless jubler: Lykkelig for, at hun fortsætter
Mest læste artikler
Nakskov Sukkerfabrik lukker
Sukkerdirektør svarer: Hvad nu med Nakskov og Nykøbing?
Klimaminister tager afstand fra gasrør til Lolland efter lukket fabrik
- Et godt tidspunkt
Hotel Falster bliver del af Dancenter-koncern