Fremtiden og robotternes fremmarch vil fylde på Folkemødet
Statsministeren og Bornholms borgmester forventer, at forandringens vinde og teknologi vil fylde på folkemøde.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) forudsiger i sin åbningstale, at mange af debatterne på årets folkemøde kommer til at handle om fremtiden og robotternes fremmarch.
Heldigvis er danskerne blandt dem i Europa, der er mest positivt stemt over for fremtiden, mener han.
- Det er vigtigt, at vi får en bred debat om, hvordan vi forbereder os på forandringerne, så vi kan gribe dem.
- Jeg er grundlæggende optimist på vores vegne.
- Ansvar, tillid, kritisk samtale, det kan lyde banalt, men det er helt unikt og noget, vi fejrer de næste dage, siger han Lars Løkke Rasmussen ved åbningen af Folkemødet.
Det er ikke kun samfundet, der er i hastig forandring, også Folkemødet har vokset sig større siden startåret i 2011.
Siden sidste år har Folkemødet fået sin egen forening og bestyrelse, og mødet er vokset eksplosivt.
Særligt i år er der meget at tale om, siger Bornholms borgmester, Winnie Grosbøll (S), og lægger sig op ad en del af statsministerens tale.
- Trumps aflysning af klimaaftalerne, tror jeg kommer til at fylde en del. Valget i Storbritannien og brexit vil helt sikkert også blive nævnt. Robotterne og digitalisering er fremherskende i programmet.
- Hver for sig er de dybt bekymrende. Men fælles for debatterne de næste fire dage er, at vi søger løsninger, og at vi sammen kan bringe samfundet videre. Det er en særskilt fornøjelse at markere håbet og troen på fremtiden, siger hun.
Danmark står godt, når teknologien for alvor gør sit indtog i Danmark inden for den nærmeste fremtid, slår Lars Løkke Rasmussen fast.
- Danmark er blandt de lande i Europa, hvor flest tror på en bedre fremtid. Danskerne har mod på fremtiden, siger han.
I sin tale kom statsministeren desuden ind på, at det er 500 år siden, at den tyske munk Martin Luther slog sine 95 teser fast på slotskirkedøren i Wittenberg.
Knap 25 år før fandt Christoffer Columbus på sin opdagelsesrejse Amerika.
- Mange af os føler nok, at vi lige nu befinder os i forandringens stormvejr. At de største omvæltninger sker lige her i vores egen tid.
- Spørgsmålet er, om det er rigtigt, i år fejrer vi 500-året for Reformationen.
- Og tænk at leve på en tid, hvor Columbus lige havde opdaget Amerika, det var rigtig globalisering. Hvor bøger som noget helt nyt kunne trykkes og budskaber nå ud, det var moderne teknologi, der ville noget, siger Lars Løkke Rasmussen.
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie