Efter dansk pres kommer der nu en europæisk begrænsning for indholdet af frø fra den allergifremkaldende plante bynkeambrosie i fuglefoder.
Den invasive plante har været i fremdrift i store dele af Europa i de senere år, hvor den har gjort livet surt for pollenallergikere.
- Med de nye europæiske begrænsninger får vi effektivt bremset udbredelsen af den allergifremkaldende bynkeambrosie, og vi sikrer os, at den ikke for alvor får rodfæste i Danmark, siger fødevareminister Henrik Høegh (V).
- Det er til glæde for de mange med pollenallergi, ligesom vi mindsker risikoen for, at flere danskere udvikler allergier, fortsætter han.
Bynkeambrosie findes i foder til vilde fugle og kan begynde at spire, hvis den kastes ud til fuglene og lander på jorden. Plantens pollen er stærkt allergifremkaldende og er derfor til stor gene for mange pollenallergikere.
Samtidig udsender planten sine pollen efter, at pollensæsonen i Danmark er ved at være overstået. Derfor kan en større udbredelse af bynkeambrosie forlænge pollensæsonen med flere uger.
Fødevareministeriet har gennem længere tid arbejdet for at få indført fælles EU-bestemmelser for maksimum indhold af bynkeambrosie i foder.
Med de nye regler må indholdet af frø fra bynkeambrosie i foder ikke overstige 50 milligram ambrosiefrø per kilo, hvilket svarer til omkring 8-10 frø.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned