Genvalgt formand for Kristendemokraterne tror stadig på Folketinget
Jeppe Hedaa er genvalgt som formand for Kristendemokraterne ved partiets årlige landsmøde. Foto: Kristendemokraterne/Free
Jeppe Hedaa er netop blevet genvalgt som formand. Partiet bør findes i folketinget, lyder det.
Det er over 20 år siden, at partiet Kristendemokraterne senest kom ind i Folketinget efter et valg.
Men spørger man partiformand Jeppe Hedaa, så skal der mere til at slå luften ud af partiet.
- Vi arbejder fortsat på at komme i Folketinget. Det bliver vi ved med.
- Kristendemokraterne er en af de helt store ideologier i Europa. Vi bør også kunne findes i det danske folketing, lyder det fra formanden.
Jeppe Hedaa er søndag blevet genvalgt som formand for Kristendemokraterne efter partiets årlige landsmøde i Middelfart.
Valget foregik uden modkandidat.
Partiet har søndag nået 2982 godkendte vælgererklæringer.
Men skal Kristendemokraterne være opstillingsberettigede ved næste folketingsvalg, der skal afholdes inden november 2026, så skal antallet op på 20.195.
Og det har formanden endnu ikke mistet troen på kan lade sig gøre.
- Vi skal i den næste tid ud at slå på tromme for vores super og ansvarlige politik, og så håber jeg at vælgerne kommer til at elske os for den, siger han.
Jeppe Hedaa tror, at der mange unge mennesker, der brænder for de samme værdier som Kristendemokraterne, men efter 20 år uden for Folketinget, så skal danskerne lære partiet at kende på ny.
- Der er jo ingen, der kender os længere.
- Vi har en super skarp miljøpolitik, vi har en sindssygt moden familiepolitik, og så har vi en sund erhvervspolitik. Håbet er, at de unge vælgere får øjnene op for det, lyder det fra formanden.
Kristendemokraterne er ikke siden folketingsvalget i 2001 kommet over spærregrænsen på to procent.
Partiet har dog været repræsenteret i Folketinget fra 2021 til 2022, hvor Jens Rohde meldte sig ind og derefter ud af partiet.
Han var oprindeligt valgt ind for Radikale Venstre.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned