Grænsehandel koster danske job
Omfanget af danskernes indkøb i de tyske grænsehandelsbutikker kan være meget større, end Skatteministeriets rapport viser. Det siger markedsdirektør i Dansk Erhverv Henrik Hyltoft.
- Fra grænsehandlens i forvejen høje niveau er danskernes dankortomsætning i tyske forretninger i årets første otte måneder steget med voldsomme 24 procent, mens den samlede dankortomsætning i samme periode kun er steget med 3,5 procent.
- Skatteministeriet forsøger at male et skønmaleri af grænsehandlen, som vi i detailhandlen ikke kan genkende. Vi oplever lukninger og faldende omsætning, siger Henrik Hyltoft.
Han peger på, at grænsehandlen både koster tab af dansk vækst, job og skatteindtægter, og Skatteministeriets rapport er et udtryk for ønsketænkning.
- Den er skønsbaseret og giver ikke et retvisende billede af niveauet for grænsehandel. Vi frygter, at billedet for salget af øl, sodavand, slik og andre dagligvarer er for lavt sat.
- Vi kan heller ikke genkende billedet af, at grænsehandlen ligefrem skulle være faldet fra 2010 til 2011, siger Henrik Hyltoft.
Også organisationen Landbrug og Fødevarer er bekymret.
- Med en dansk fedtafgift og en dansk moms på 25 procent - mod en tysk moms på 7 procent - er der skabt en betydelig prisforskel landene imellem.
- Det betyder dels, at grænsehandlen vokser, dels at danskerne nu ikke længere går særskilt efter tobak, slik og spiritus.
- Fedtafgiften har i den grad slået fødevarer som kød, ost og smør fast som grænsehandelsvarer, siger Lone Saaby - erhvervspolitisk direktør i Landbrug og Fødevarer.
Indførelsen af sukkerafgiften fra 1. januar 2013, der skal lægge en ekstra milliard i statskassen, vil give danskerne endnu et argument for at sætte kursen mod de tyske grænsehandelsbutikker, påpeger hun.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned