Hækkerup: Det er svært i Afghanistan
Forsvarsminister Nick Hækkerup (S) er søndag aften taget hjem fra et tre dage langt besøg i Afghanistan, hvor han blandt andet besøgte de danske soldater i Helmand.
Ministeren drøftede blandt andet fremskridt og udfordringer med de danske soldater.
- Der er ingen tvivl om, at det er svært i Afghanistan, og der sker tilbageslag. Og det vil der også ske efter 2014, hvor afghanerne selv overtager det samlede ansvar for sikkerheden i landet, siger Nick Hækkerup i en pressemeddelelse.
Han hæfter sig ved, at tingene bevæger sig skridt for skridt i den rigtige retning, fordi den danske træningsindsats nytter.
- Udviklingen af de afghanske sikkerhedsstyrker er positiv, og det er forudsætningen for, at de internationale sikkerhedsstyrker gradvist kan få en mere tilbagetrukken rolle frem mod udgangen af 2014, siger Nick Hækkerup.
I alt er der cirka 720 danske soldater i Afghanistan. Omkring 600 af soldaterne er udsendt til Helmand-provinsen.
Besøget var Nick Hækkerups andet i Afghanistan, hvor han som minister var første gang i januar for at besøge de udsendte danske soldater .
Denne gang blev det både til ophold og rundvisning i militærlejrene Camp Viking, Camp Tombstone og Camp Price, ligesom de danske styrker i Lashkar Gah, Kandahar og Mazar-e Sharif fik lejlighed til at hilse på forsvarsministeren.
Under besøget i Afghanistan var forsvarsministeren også i hovedstaden, Kabul. Her mødtes han med blandt andre den amerikansk øverstkommanderende for den internationale ISAF-styrke, general John R. Allen.
Også den afghanske forsvarsminister, Abdul Rahim Wardak, mødtes med den danske forsvarsminister.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned