Hausgaard og Krarup for sent til retssag

Både den kendteste af sagsøgerne, sangeren Niels Hausgaard, og den ene af sagsøgernes advokater, Ole Krarup, kom over et kvarter for sent til Østre Landsret i København.

Retssalen var allerede fyldt, så der måtte hentes kontorstole fra de fem dommeres hævede panel for at få siddeplads til de sidst ankomne.

De sagsøgte, statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og udenrigsminister Villy Søvndal (SF), var dog heller ikke til stede.

Advokat Kare Dyekjær, som repræsenterer de 33 sagsøgere, indledte med at sige, at der burde havde været folkeafstemning om Lissabontraktaten.

Begrundelsen er, at den afgiver suverænitet - selvbestemmelse - fra Danmark til EU. Traktaten indebærer blandt andet, at beslutninger kan tages ved flertal i stedet for enstemmighed.

Folkeafstemninger er en risikabel affære for politikere, som flere gange har oplevet, at folket stemte traktater ned.

Ved den danske folkeafstemning i 1992 blev den daværende Maastricht-traktat nedstemt. Det blev ændret til et ja året efter, da Danmark havde fået de fire forbehold om blandt andet euroen og fælles forsvar.

Irerne fik lov at stemme om Lissabon-traktaten. I første omgang stemte de nej. Så fik de nogle indrømmelser og stemte ja i 2009.

Både den franske og den hollandske befolkningen nedstemte Lissabontraktatens forgænger, forfatningstraktaten.

Sagen i landsretten ventes afsluttet sidste på foråret. Derefter vil dommen med sikkerhed blive anket til Højesteret, hvor der kan falde dom i foråret 2014.

/ritzau/

Sagsøgerne i retssagen om den fraværende folkeafstemning om Lissabontraktaten kom lidt forpjusket fra start.

Offentliggjort Sidst opdateret